Blæsten kom!
Trevor (på snescooter), Gregory og Myriam henter iskerner i kasser til transport over i analysehallen i den stærke blæst.
Det dårlige vejr begyndte her til morgen. Vinden tog til, og snart begyndte sneen at røre på sig. Vindstyrken kulminerede i eftermiddags ved 15 m/s med stød op til 20 m/s. Henad aften løjede vinden lidt af til omkring 11 m/s. Sneen fyger gennem lejren, og det gør det svært at se samtidigt med at snedriver dannes overalt. Ifølge vores vejrudsigt vil dette vejr fortsætte mindst i de næste tre dage – imorgen lidt værre end i dag. Lejrpersonalet blev orienteret om sikkerhedsregler under snestorm og radioer blev delt ud til de forskellige hold. Snescooterne er blevet parkeret i garage, da den lave sigtbarhed og de nye snedriver i lejren gør kørsel farlig.
Hvad vi har lavet idag:
1. Boring. 12 gode runder. Udmærkede iskerner. Dybde 173 m..
2. Opskæring og behandlig af NEEM S1 2011 420 m kerne, bags 12 - 53 (6,05 m – 29,15 m).
3. Måling med CFA. Har målt 26,4 m. Dybde 2380.95 m.
4. Vedligeholdelse af seismisk station i analyse hallen.
Borernes rapport: Vi havde 12 kørsler idag, hver på omkring 1,5 m. Kerneknækkene forbliver lette og kontrollerede, og kun få kerner viser små afflagninger ved modhagerne. Boring var lidt mere kompceret end normalt, da det er nødvendigt at åbne garagen hver gang kernerøret skal trækkes ud, og luften i garagen straks bliver fyldt med fygesne.
Ad.2: Analysehallen er nu rigget til opskæring og måling af 420 m kernen. På kernen vil vi måle DEP og ECM og prøver vil blive skåret til fyfiske egenskaber, til amerkansk CFA og til måling i Frankrig.
Vejret: Overskyet til spredt skydække af tynde skyer. Temperaturer -15 °C til -20 °C, 10-15 m/s vind (med vindstød på 20 m/s) fra SSVog SV. Sigtbarhed 200 m, snefygning .
FL, J.P.Steffensen
En ensom sjæl finder vej i snefoget.
Darcy og Andrew forsøger at rengøre kernerøret i fygesneen inde i lagergaragen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |