Sol og tåge
Omkring midnat var solen lav i horisonten og tågen rullede ind.
I morges var det tåget og der var sne, men senere klarede det op og blev lige så fint vejr som i går. Da flyet i dag var aflyst, havde vi en normal arbejdsdag, hvor der blev boret is med højt silt indhold, arbejdet med skør is og bygget kasser op.
Boringen er meget svær, da den siltholdige is er hård at komme igennem og vi forventer at vi snart når bunden. En brutal teknik, hvor en mølle blev hejst ned i hullet så den kan male sig gennem det hårde materialle, blev afprøvet i dag. Overraskende bestod det næste stykke vi fik op af 10 cm næsten helt klar is. Måske er vi alligevel et stykke fra bunden.
Boring: 0.10 m, boredybde: 2522.08 m
Opmåling: 0.07 m, opmålernes dybde: 2537.36 m
Behandling og analyse: Bag 1601-1644 (24.20 m) Dybde 904.20 m
Dagens opgaver:
1. Boret og opmålt is.
2. CFA nedpakning.
3. Arbejdet med den skøre is.
4. Gjort en palle med forsknings udstyr klar.
Vejret: I morges sne og tåge, men senere klarede det op. Let vind fra syd og temperaturerne faldt til -20 °C i nat. Efter midnat blev det igen tåget.
FL's Dorthe Dahl-Jensen og Anders Svensson
PS. Franske læsere kan kigge i Le Monde i morgen (27 juilliet, page trois).
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |