28 June 2010

Farvel og goddag

Lørdag aftens hygge
Skål! NEEM deltagere fra fem nationer.

Om vejret tillader, får vi endnu en flyvning i morgen, hvor 19 personer forlader NEEM og 14 nye kommer til. Disse udskiftninger af personale er på en gang spændende og udfordrende, både fagligt og psykisk. I lejrens lukkede samfund lærer man hurtigt hinanden at kende og får en fast arbejdsrutine. Når så pludselig halvdelen af befolkningen udskiftes, kommer der folk til med andre vaner og nye ideer, og hele lejren ændres på sin vis.

Det er meget vigtigt, at den erfaring, som opbygges i lejren i løbet af sæsonen, bliver overført fra det ene hold til det næste. Derfor er der lavet en omhyggelligt gennemtænkt bemandingsplan, som sikrer, at der sker en glidende udskiftning af personale indenfor hvert ekspertiseområde. En af de store fornøjelser ved feltarbejdet er at så mange sympatiske og dygtige kolleger deltager i projektet ofte år efter år. Det skaber en god stemning. En anden sjov ting ved projektet er det internationale islæt, som ofte er en kilde til inspiration og eftertanke.

Hvad vi har lavet i dag:
1. Boring og opmåling af Eem is. Borernes dybde: 2270,01m (run # 800). Loggernes
    dybde: 2286.27 m.
2. Iskernemåling og opskæring af is. 27,5 m. Slutdybde 2242,35 m.
3. CFA målinger. 23,1 m. Slutdybde: 1856,25 m.
4. Pakket iskernekasser og gods til morgendagens planlagte flyvning.

Vejret: Overskyet hele dagen. Dårlig kontrast, men god sigtbarhed. Små snebyger. Vinden aftog til 2 m/s om natten. Temp. -12 °C til -5 °C.

Feltleder, Anders Svensson

 

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→