Lørdag aften med det "gamle" hold
Det er noget af et privilegium at få sine første ski-timer på Grønlands Indlandsis.
Så kunne det gamle hold holde lørdag aften sammen en ekstra gang. Marie, vores læge meldte sig heltemodigt, og frivilligt til at stå for lørdagsmiddagen med Christian som med-helt. Han stod for desserten. Det blev en hyggelig aften hvor folk kunne tilbringe en sidste aften sammen før 19 NEEM’ere rejser i morgen. De glæder sig alle til at komme afsted, ikke fordi de ikke bryder sig om NEEM lejren; men fordi, som Alli udtrykte det: ”Når man først har indstillet sig på at rejse en bestemt dag, så vil man gerne afsted; men hvis du har planlagt at rejse om en måned, så er det ikke noget problem at blive”.
Før middagen gik nogle en tur, andre gik i sauna sammen og atter andre stod på ski på denne smukke eftermiddag.
Hvad vi har lavet i dag:
1. Boret og opmålt iskerner.
2. Iskernemåling og opskæring: 35 bags fra 3363 til 3397.
3. Præparering af landingsbane, og forplads med snefræseren.
4. Målte CFA. Vi målte i dag 18,7 m. Sidste bag 2767, 1521,85 m.
Borernes dybde 1938,89 m. Opmålt dybde: 1950 m.
Vejret: Spredte skyer, om eftermiddagen blå himmel. -15 °C til - 8 °C , 3 - 7 m/s fra
SSØ drejende til SSV. Sigtbarhed: 5 km til ubegrænset. Let morgendis..
Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |