Fuld fart frem i lejren
Natholdet på arbejde i CFA huset. Natholdet arbejder fra kl. 20:00 til 08:00 og er velforsynet med kaffe, kager og chokolade.
I NEEM lejren er der fuld fart på med boringer fra 08:00 morgen til 24:00 midnat, og CFA analyser og logginger foregår 24 timer i døgnet. Ved de fleste måltider er otte ud af lejrens 36 medlemmer på skiftehold og spiser på andre tidspunkter.
CFA’en er meget tidskrævende. Her bliver det smeltede vand fra en lille kvadratisk isflade på 3,5 cm brugt til målinger på 14 kemiske bestanddele, tre parametre relaterede til støvpartikler, metan koncentration og stabile vand isotoper. Natholdet arbejder fra kl. 20:00 aften til kl. 08:00 morgen, velforsynet med kaffe, kager og chokolade.
Den Franske Bastilledag bliver fejret i lejren med rødvin og gode oste efter middagen, og i skrivende stund lyder der stadig franske melodier nede fra opholdsrummet.
Hvad har vi udrettet i dag:
1. Boret med det lange NEEM bor: 33,29 m. Borerenes dybde: 1132,63 m
2. Logget 32,83 m iskerne. Logget slutdybde: 779,20 m
3. CFA analyser: 23,10 m. Dybde: 373,45 m
4. Bygget hylder til støvler og parcacoats i Domen
5. Boret overfladeboringer i ”Firn-luft-landsbyen”. Firn-luft-landsbyen er placeret lidt væk fra selve lejren og op mod vinden, for at sikre at overfladesneen ikke bliver forurenet. Firnlaget er de øverste ca. 80 m sne i overgangen mellem sne og is. Nuværende boredybde er 8 m. Logget og pakket de producerede iskerner og forberedt udstyret til gaspumpning.
6. Flyttet beholdere til brændstof så vi nu har en fuld tank tæt ved generatorhuset.
7. Udjævnet sneen i lejren med Pisten Bully’en
Ad.1: Borernes rapport d. 13 juli:
” Stabile boringer og udbytte som i går. Borede ca. 33 m ved 10 boringer. Borehullets hældning ligger stabilt på 1,95 grader. Overfladeboret er nu helt færdigt og har boret de første 8 m is i firn-gas-programmet”.
Ad.2 Arbejdet med at logge sakker meget bagud i forhold til boringerne fordi iskernerne først skal ligge til afspændning en rum tid før de kan blive logget. Nu hvor vi nærmer os vejs ende i brittle-zonen (zonen mellem ca. 600 – 1000 m, hvor isen er skrøbelig), vil loggearbejdet komme til at foregå 24 timer i døgnet, for at nå op på niveau med borerne.
Vejr: En blæsende dag med op til 15 kn. Overvejende solrig. Efter middag blev det overskyet og temperaturerne steg fra -8°C til -3°C. Om natten sneg temperaturen sig ned til -14°C.
Fl, Dorthe Dahl-Jensen
Med syv franskmænd i lejren blev Den Franske Bastilledag fejret med rødvin og højt humør.
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |