Første resultater fra on-line vandisotopmålinger
(Klik på figuren for højere opløsning.) De første resultater fra det nye online vandisotopinstrument. Målingen dækker ca. 15 meter is fra omkring 800 e.v.t. Den blå kurve viser delta-18O og den røde er delta-D. Resultaterne er foreløbige og ukalibrerede, men de viser at målingen kan lade sig gøre. Efterfølgende data analyse og sammenliging med konventionelle vandisotopmålinger vil afsløre kvaliteten af de nye resultater.
Den isotopiske sammensætning af isen er en af de vigtigste klimaprofiler som opnås fra iskerner. Konventionelt måles vandisotoperne på diskrete prøver som er skåret af iskernen i felten, sendt til laboratorier og målt på et massespektrometer. På NEEM kernen skærer vi for eksempel ca. 1 cm2 af kernen op i 2.5 eller 5.0 cm lange prøver, i alt mere end 50000 prøver langs hele iskernen, som pakkes i hver sin lille plastikpose. Tilbage i laboratoriet tager det adskillige år at udføre målingerne og frembringe den dyrebare højtopløste klimaprofil. En ny generation af massespektrometre som bygger på laserabsorption i en multi-pass kavitet muliggør hurtige vandisotopmålinger på meget små vandmængder. For første gang i Grønland har vi et af disse instrumenter i analysehallen på NEEM. Instrumentet er forbundet til CFA laboratoriet som forsyner det med en kontinuert smeltevandsstrøm fra et smeltehoved. I princippet muliggør opstillingen direkte måling af online højtopløste vandisotopprofiler. Da det er første gang målingerne udføres er der mange tekniske problemer og de nye målinger kan ikke erstatte de konventionelle målinger, men de har potentialet til at gøre det i fremtiden. Vi er derfor meget stolte af at kunne vise de første resultater fra det nye instrument her.
Hvad vi har udrettet i dag:
- Boret med det lange NEEM bor: 37,28 m. Borernes dybde: 941,76 m.
- Logget brittle-zone is. Slutdybde: 623,70 m.
- Processeret iskerne: 19,80 m. Dybde: 601.70 m.
- CFA analyse: 23,10 m. Dybde: 275,55 m.
Ad.1: Borernes rapport d. 5. juli: ‘Vi afsluttede weekenden med endnu en god dag, borede 24.5 m kerne og sluttede ved 904.48 m dybde. Dagens første kørsel blev brugt til at rense hullet og resulterede I en kort kerne som delvist blev tabt på vej op gennem hullet. Det tabte stykke blev efterfølgende hentet op, men det så ikke så pænt ud efter den ekstra tur.’
Vejr: Om morgenen steg vinden og vi havde 15 m/s fra SW midt på dagen. I løbet af eftermiddagen aftog vinden igen og om aftenen havde vi under 5 m/s. Temperaturer omkring -11°C hele dagen; ned til -17°C om natten med klar blå himmel. Lufttrykket steg i løbet af dagen. Der har været en del snefygning. Det var ikke muligt at forberede skiway til flyvinger i dag, men Timothy kører ud I morgen og groomer.
FL, Anders Svensson
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |