NEEM seværdigheder
De øverste to meter af NEEM sne stratigrafien som den ses i dobbelt-pitten der blev lavet i går af Timothy. Solen skinner på bagsiden af snevæggen gennem den anden pit hvorved lagene synliggøres. Hvert lag repræsenterer et snefald eller en storm og hele profilen dækker sandsynligvis 3 års sneakkumulation.
Efter en hård arbejdsdag byder NEEM lejren på mange former for adspredelse. I godt vejr er et af de mest populære udflugtsmål landingsbanen (skiway’en). Efter at have konfirmeret med med lejrchefen at der ingen flytrafik er i vente kan turen gøres til fods, på ski, eller på snescooter. I sydenden af skiway kan man tage et hvil på sofaen i transitområdet og betragte det stille landskab og lejren på afstand. På vejen derud passerer man den nyligt opsatte vindrose og mere end 200 skiway-flag hver monteret på to bambusstænger efter anvisning fra U.S. Air Force Instruction 13-217 for Drop Zone and Landing Zone Operations. Turen kan forlænges til enden af indflyvningsflagene som står mere end 5 kilometer væk fra lejren. Andre seværdigheder i området er den dobbelte engelske snehule (pit) hvor man kan se de øverste 2.5 m af snestratigrafien i stor detalje, den Canadiske pit til pollenprøvetagning, den Koreanske pit til kemiprøvetagning, den danske pit til temperaturmåling som også vil blive brugt til 10Be prøver, og den automatiske vejrstation.
Hvad vi har udrettet i dag:
- Boret med det lange NEEM bor: 33.78 m. Borernes dybde: 736.18 m.
- Processeret iskerne: 16.50 m. Dybde: 459.80 m.
- CFA analyse: 13.20 m. Dybde: 147.95 m.
- Fortsættelse af BAS radarmålingerne vest for lejren.
Ad.1: Borernes rapport d. 28. Juni:
"Boringen fortsatte rutinemæssigt denne Søndag efter en indledende
rensekørsel som også resulterede i en 2 m iskerne. I alt blev 23 m iskerne
boret og vi sluttede i 702.40 m dybde."
Ad 2: Flere af savene i analysehallerne gik i strejke i dag. Samtidigt bliver isen mere og mere krævende efterhånden som vi nærmer os zonen med skør is.
Vejr: Overvejende klar himmel, aftentåge, temperaturer fra -16 til -8 grader C. Vind 3-8 m/s fra S.
Felt Leder , Anders Svensson
Hvis nogen skulle komme forbi (f.eks. en Hercules C-130) er det nu nemt at bestemme vindretningen.
En hyggelig stund in the middle of nowhere.
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |