Vulkanske fingeraftryk i isen
Til venstre ses Vesuvudbruddet fra 79 AD som en top I ECM profilen. Til højre udpeges syretoppen på ECM computerskærmen med iskerneprocessorerens mest benyttede arbejdsredskab: kosten.
I dag behandlede science trenchen næsten 2000 år gammel is og det berømte Vesuv-udbrud fra 79 AD blev identificeret ved Electrical Conductivity Measurement (ECM) metoden i 410 m dybde. ECM-signalet er en proxy for isens surhedsgrad. Målingen viser en top når isen har højt indhold af svovlsyre, hvilket generelt er et udtryk for vulkansk aktivitet. På grund af den korte afstand til Island er islandske udbrud de hyppigst forekommende i iskernen, men udbrud i Alaska eller Japan registreres også jævnligt. Udbrud på lavere breddegradder skal være kraftige for at kunne finde vej til Grønland og kun de største udbrud på den sydlige halvkugle kan identificeres, som for eksempel Tambora udbruddet i Indonesien, 1815 AD. Kun få af de identificerede vulkaner har efterladt et synligt askelag i isen. Mange af de større vulkanudbrud som er fundet i NEEM-kernen bliver imidlertid undersøgt for forekomst af mikroskopiske askepartikler (micro tephras) som ofte ikke er synlige med det blotte øje. Ud fra partiklernes geokemiske sammensætning kan deres oprindelse nogle gange bestemmes.
Hvad vi har udrettet i dag:
- Boret med det lange NEEM bor. Borernes dybde: 677.46 m.
- Processeret iskerne. Dybde: 423.50 m.
- CFA analyse. Dybde: 133.65 m.
- Fortsættelse af BAS radarmålinger. Målinger på linien øst for lejret er
nu afsluttet.
- En del af iskerneprocessorerne frembragte et fortrinligt aftenmåltid.
Ad.1: Borernes rapport for d. 26. juni (bemærk at borernes rapport fra nu
af er forsinket med en dag grundet de sene arbejdstider):
"I dag startede vi med toholdsskift i tidsrummet fra 0800 til 2400. Vi
borede 36.9 m brittle-zone is og sluttede i en dybde af 656.98 m. Kerner
på over 3 m længde er standard og kernerne har som regel flere brud (3-5)
når de bliver skubbet ud af boret, men kernerne forbliver intakte i
kernetruget."
Vejr: Overskyet, mindre snebyger, vindhastighed 4 m/s fra VSV, dagtemperaturer -7 grader C, nattemperaturer -12 grader C. Felt leder, Anders Svensson
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |