Lørdag igen
Et snefnug. Sepp samlede snefnug i snevejret i aftes. Med en særlig teknik lykkedes det ham at tage billeder af dem.
Da boringen går godt med en god fart nedefter og iskerneanalysen er ved at
få fart på, så kunne vi fejre lørdag aften med god samvittighed og
tilbringe noget tid i hinandens selskab.
Vores store snesmelter havde
svært ved at følge med at lave sne om til vand til brusebad og opvask.
Middagen var en fin begivenhed, hvor alle var renvasket og pænt klædt på.
Maden var rigtig god, en masse schweiziske specialiteter som selvfølgelig
omfattede den notoriske schweiziske ost. Under opvasken holdt
opvaskemaskinen pludseligt op. Fejlen blev fundet i et sikringsskab, hvor
sikringskontakten godt nok ikke var slået fra; men hvor en fase var gået.
Da den var repareret, kunne festen fortsætte. Nogle snakkede, lyttede til
musik, dansede eller spillede bordfodbold, andre benyttede lejligheden til
at samle op på manglende søvn og hvile.
Hvad vi har lavet i dag:
- Borede med det lange NEEM bor.
- Loggede iskerner. Sidste Bag: 715, dybde 393,25 m.
- Opskar og målte iskernen fra 2008. Dybde: 63,25 m.
- Fjernede Picarro instrumentet fra luftprøvestationen. Vi forbereder monteringen af to Picarro’er på taget af CFA laboratoriet.
- Hele den vestlige side af lejren er blevet planeret efter godsoprydningen. Alle huller fra de opgravede paller er væk.
- Udgravede køletunnel.
- Lejrens schweiziske gruppe stod for lørdags aftensmad. Man serverede en række fine schweiziske specialiteter.
Ad 1: Således så borernes rapport ud i dag:
”Stabil boring.
Vi borede 17,60 m i 5 kørsler. Borernes dybde: 380,36 m”
Vejret: Fint hele dagen. Temp.: -20 °C til -13 °C, 2-5 m/s hovedsagelig fra
SØ.
Sigtbarhed: Ubegrænset.
Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |