Warning

Coronavirus Information på dansk / Information in English

Vi færdiggjorde indgangen til borehal og laboratoriehal på en kold og blæsende morgen – University of Copenhagen

NEEM > Field diaries folder > DK diaries 2009 > Vi færdiggjorde indgan...

6 June 2009

Vi færdiggjorde indgangen til borehal og laboratoriehal på en kold og blæsende morgen

Teltet der dækker indgangen til hallerne under sneen

Den hvide teltbygning ovenpå nedgangen og elevatoren til borehallen.

Dagen begyndte kold og blæsende. Med temperaturer på mellem -30°C og -25°C og 8 m/s vind om morgenen fik vore nyankomne en fornemmelse af hvorledes vejret er her i begyndelsen af maj.

Et tappert hold var i stand til at rejse en hvid teltbygning ovenpå trappen og elevatoren ned til bore- og laboratoriehallen. Den hårde vind gjorde det ret kompliceret at trække teltdugen over rørskellettet; men så snart dugen var på, aftog vinden og temperaturen steg så eftermiddagen blev ganske behagelig. Vejret heroppe er ikke uden ironi. Ved 16-tiden trak vejret endnu et trick ud af ærmet: En mur af skyer rullede ind over lejren og vi blev opslugt af skyer og snevejr. I betragtning af vejret fra sidste lørdag til torsdag, så var denne vejrtype alt for velkendt, og det huede os ikke. Denne gang varede det dog kun to timer, og kl 18 var himlen igen blå.

Med teltet på elevator og nedgang kan vi begynde at lukke den skrå udgravning som fører ned til bunden af elevator og trappe. Peter har arbejdet hårdt og længe med at lægge tag på udgravningen. Fredag aften arbejdede han til midnat. Han er en hårdtarbejdende mand. Den tagdækkede del af den skrå udgravning skal bruges til opbevaring af frosne fødevarer – ”kokkens fryser”.

Hvad vi har lavet i dag:

  1. Borede med det lange NEEM-bor.
  2. Loggede iskerner. Sidste bag: 477, dybde 262,35 m.
  3. Rejste hvid teltbygning ovenpå elevator og trappe. Bygningen passer perfekt.
  4. Ryddede op i lejren.
  5. Forlængede taget på den skrå udgravning.
  6. Opsætning af reoler i den skrå udgravning til frostvarer.
  7. Reparerede en alvorlig harddiskfejl i line scannerens computer.
  8. Lørdag aften. Henriette, Anna W. og Celia var kokke, og vi fik en fint krydret kødgryderet med ris og portobello svampe. Til dessert: Ristede æbler med nødder og karamelsovs.

 

Ad 1: Således så borernes rapport ud i dag:
En interessant dag i borehallen. Ringen over pumpen blev fjernet for at bekræfte vores mistanke om at den kunne forhindre de fineste spåner i at forlade pumpen. Den næste kørsel gav en 3 m kerne med konstant borestrøm indtil helt mod slutningen....høj strøm på grund af tilpakket pumpe. Den følgende kørsel var ret stabil indtil den nedre halvdel af spånkammeret var pakket til. Kørslen gav en 2,8 m kerne. Vi havde ofte observeret at spiral skubberen som er af en polyetylen type midt på den hule aksel kunne være ret ineffektiv til at flytte spåner op i den øverste halvdel af spånkammeret. Derfor udskiftede vi den med en glat og blank spiral af messing. Den næste kørsel gav en 3 m kerne under stabil borestrøm helt til slutningen og ingen tilpakket pumpe. Det var relativt let at trække inderrøret ud. Måske er vi ved at finde en stabil boreprocedure. Stigningen er imidlertid overraskende lav, 2,5 til 3,9 mm, hvilket giver meget små spåner, som boret dog tilsyneladende accepterer efter dagens ændringer på boret. Borets spånopsamling er 100% og hældningen af hullet er konstant, tæt ved 1 grad. Dagen sidste kørsel blev forstyrret af nogle løse isstumper i bunden af hullet. Vi borede 13,15 m i 5 kørsler. Borernes dybde er 249,62m.

Ad.7: Jeppe er knapt nok ankommet i lejren før han skulle reparere en harddiskfejl. Det blev klaret og line scanner computeren kører fint.

Vejret: Skyfrit det meste af dagen med en kort og forbigående voldsom ændring. Temp. -30°C til -14°C, 3-8 m/s hovedsagelig ØSØ. Sigtbarhed: Ubegrænset. Vejret var fint indtil 16.00, så kom en mur af skyer ind. Pludseligt var det overskyet med sne, og vinden drejede fra ØSØ til SV. Kl.18 klarede det op igen og vinden drejede fra SV tilbage til ØSØ.

Feltleder, Jørgen Peder Steffensen

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→