25 May 2009

Endnu en strålende dag på isen

Udgravning af nedgang til borehallen.

Udgravning af nedgang til borehallen.

Lejren skifter form. Sverrir har fjernet alle snedriver omkring garagerne, og nu ligger de fladt på overfladen. Den gamle landingsbane er også væk; men en ny er nu på plads, og den har en anden retning. Perspektiver ændrer sig, når et forankringspunkt midt i dette hvide hav ændrer position. Jeg må også komme med en undskyldning. Den grimme igloo, som jeg nævnte i går, var slet ikke en igloo. Det er en dinosaur, en fuldt udviklet brachiosaurus lavet af sneblokke. Så meget for den alvidende feltleder. Jeg beder mange gange om forladelse hos kunstnerne. I aften serverede Sarah sushi, rød karry kylling med wasabi, soya og lynstegte grønsager, senere lavede H.C. danske lagkager, og folk besluttede sig for at fejre Sverrirs ikke-fødselsdag.

Hvad vi har lavet i dag:

  1. Borede.
  2. Loggede og dokumenterede iskerner. Sidste Bag logget: 223, dybde 122,65 m
  3. Den nye landingsbane er nu fult opmærket. Vi arbejder nu på indflyvningsmærkerne og forpladsen.
  4. Udgravede til trappe og elevator ned til hallerne.
  5. Byggede laboratorieindretning i CFA laboratoriet.
  6. Fjernede flere store snedriver fra lejren. Den vestlige side er nu plan.
  7. Satte borde og save op i laboratoriehallen.
  8. Udgravede til laboratoriet for studier af isens fysiske egenskaber.
  9. Arbejdede med at samle det nye NEEM-bor.

Ad 1: Således så borernes rapport ud i dag:
”To rensekørsler med sien gav 10 kg spåner (våd vægt) som var efterldt i hullet efter 13 kørsler med EPICA-boret. Boringen fortsatte resten af dagen med en enkelt modifikation af borehovedet. Et mellemlæg på 0.02 mm blev placeret under skoene for at reducere skærenes stigning. Arbejdet fortsatte med at samle det lange bor. Steff er nødt til at lave nogle præcisionsjusteringer for at få delene samlet rigtigt. Begge spilstyringer sidder nu på væggen i hvert deres kabinet, så der hurtigt kan skiftes, hvis der bliver behov for det. Langsomt bliver infrastrukturen i borehallen indstillet til effektivt arbejde mens boret er på overfladen. Borernes dybde er nu 145 m.”

Ad.2: Logging og dokumentation af iskernen er nu nået til den væskeborede kerne. Det synes at være let at tørre kernen af med papirklude. Man kan skrive på kernerne med blyant. Loggesoftwaren virker fint.

Vejret: Klart hele dagen. -22°C til -11°C, 1-3 m/s hovedsagelig S.
Sigtbarhed: Ubegrænset. Smuk dag igen.

Feltleder, Jørgen Peder Steffensen

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→