Vi kan nu bore 2 meter iskerner i hver kørsel
Lørdagsaften grill foran hovedbygningen. Grillen er et gammelt bundkar til en af vore bæltebiler.
Da borehallen nu er fuldt operationsklar, er borerne begyndt at koncentrere sig om at lære hvorledes borevæsken skal behandles, om hvordan borevæsken virker sammen med boret og om at indstille borets forskellige komponenter. Borerne er tilfredse med fremskridtene. Opbygningsarbejderne er nu flyttet til laboratoriehallen. Der er blevet sat borde og hylder op i CFA hytten, og selve opstillingen hvor CFA smeltehovedet skal sidde er sat op. Vi har foretaget den sidste planlægning af hvor de forskellige arbejdsstationer skal være, så nu sættes de sidste borde op og de sidste save monteres. Den smukke dag tillod mange aktiviteter på overfladen. Det gå fremad med udgravningen til elevator og trappe. Og så var det lørdag aften. Sarah havde en eftermiddag fri, mens H.C. og Peter stod for aftensmaden, grillstegte bøffer, og Marianne og Lone lavede dessert.
Hvad vi har lavet i dag:
- Boring.
- Satte ECM udstyret op og målte ECM på de nyborede kerner for at fastslå startpunktet for NEEM 2009 hovedkernen.
- Begyndte at udgrave en hule til laboratoriet for studier af isens fysiske egenskaber.
- Lavede et CFA bufferlager.
- Satte vores grill op.
- Fjernede flere store snedriver fra lejren.
- Satte borde og hylder op i CFA laboratoriet.
- Justerede bordene til O18 skæring ind.
Ad 1: Således så borernes rapport ud i dag:
”Formiddagen blev brugt på at forbedre procedurerne for arbejde med borevæsken og beskyttelse og på at forbedre indretningen af borekabinen. Bagefter afprøvede vi tre skær- og skokombinationer for at finjustere EPICA boret. Vi brugte 3 mm stigningssko, 4,5 mm stigningssko og tilføjede 0.2 mm mellemlæg til 4,5 mm skoene. Hver konfiguration giver stabil boring, iskerner i fuld længde og et fyldt spånkammer; men de bedste resultater kommer fra boringen med 4,5 mm stigningsskoene. Med denne konfiguration får vi den bedste negative vægt på skærene og vi får de bedste spåner, mens spånerne fra boringer med mindre stigning er meget små. Imidlertid er den stigning vi måler på selve iskernen mindre end de 4,5 mm. Så længe det udrullede kabel er kort, kan vi kontrollere borets stigning ved at holde tilbage i kablet, det kan vi imidlertid ikke, når kablet bliver længere. Et par kørsler udløste skred af vore skøjter som giver modhold under boringen. Skøjternes ”pilhøjde” blev forøget til 38mm for at passe til hullets større diameter. Borernes dybde er 125,75 m”
Vejret: Klart hele dagen. -22 °C til -11 °C, 2-7 m/s hovedsagelig S og SSV.
Sigtbarhed: Ubegrænset. Smuk dag.
Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |