22 May 2009

En lang iskerne

Den nye vanddampmålestation.

Den nye vanddampmålestation.

Det har været en blæsende dag i dag. Snefygningen kom rigtigt i gang over middag. For Henry var det rigtigt irriterende. Han går fortiden med en sneblæser i 4 m dybde i en rende, og når sneen fyger, så finder den første den bedste rende at blæse ned i, og det var Henrys. Til sidst besluttede han at indstille ”Sisyfos”-arbejdet, og så snart han gjorde det, aftog vinden. Sarah har fået en ny røre/æltemaskine, en ordentlig svend på 100 kg. Hun blev så glad, at hun straks kvitterede med hjemmelavede pizzaer. I borehallen har de boret 10 m iskerne med EPICA-boret. De borede kerner på mere end 2 m længde. Trevor udbrød: ”Så lange iskerner har vi ikke boret siden 2000”. Det er faktisk tankevækkende, men 2000 var det sidste år vi kunne bruge vort lange bor ved NGRIP på grund af den varme is ved bunden. Vi har brugt HT-boret lige siden. I 2001,2003 of 2004 ved NGRIP, i 2006 på Flade Isblink og i år ved NEEM – indtil nu.

Hvad vi har lavet i dag:

  1. Boring.
  2. Satte borde op i CFA laboratoriet.
  3. Udgravede skrå nedgang til borehallen.
  4. Arbejde på elektriske installationer
  5. Flyttet sne rundt i lejren (Fjernede snedriver)
  6. Målestation til atmosfærisk vanddamp er færdig.
  7. Skar et stykke af sidevæggen i analysehallen væk.
  8. Lagde madrasser, puder osv. På ny senge. Lavede optælling af sengepladser i lejren.

Ad 1: Således så borernes rapport ud i dag:

”Vi havde en god og våd dag i borehallen. Vådboring begyndte i dag med EPICA boret i den ny borevæske. I de første fire kørsler brugte vi den samme 134 mm skærkonfiguration med 4,5 mm stigning som vi havde brugt ved tørboringen. Med denne indstilling var det 4 m lange spånkammer fyldt efter en maksimum kernelængde på 2,4 m på grund af de ekstra mange spåner som disse brede skær producerer. Boret lavede gode grove spåner og borevæsken havde en smuk opførsel således at spånerne effektivt blev transporteret og et rent hul blev efterladt efter hver boring. For at stabilisere borestrømmen og for at bore med negativ vægt på borehovedet, reducerede vi stigningen til 3mm i den sidste kørsel. Denne kørsel producerede en 2,2 m iskerne og et fyldt spånkammer, men boretiden var lang, og det var stadig nødvendigt med en positiv vægt på borehovedet (4-8 kg). En mere aggressiv skærevinkel synes at være den bedre løsning i øjeblikket. Efter hver kørsel blev boresoftwaren optimeret og det nye display og den nye styring er værdsat af borerne. Alle kørsler i dag blev foretaget med backup spilstyringen så vi nu har to perfekte spilstyringer. Iskerneudtræksbordet og loggerbordet blev færdige i dag. Borernes dybde: 120,0 m (ca. 131 meter under 2008 overfladen)”

Vejret: Klart, om aftenen tåge. -19 °C til -12 °C, 6-12 m/s hovedsagelig SSV.
Sigtbarhed: 1- 3 km. Snefygning og tåge.

Feltleder, Jørgen Peder Steffensen

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→