Arbejde i solskin
Sverrir viser Michael hvorledes vores Mase generator skal vedligholdes.
Vi har arbejdet i solskin hele dagen og det var en stor fornøjelse. Vi fik monteret de sidste paneler i den lodrette række netop da Pistenbullyen med kranen måtte sendes til reparation. Hvor heldig kan man være! Folkene på byggepladsen brugte resten af eftermiddagen til at udvikle en teknik til montering af den nedereste række af paneler, mens Pistenbullyen var på værksted. Sverrir fandt en sprængt o-ring i det hydrauliske system og han fandt heldigvis en erstatning i sin samling af o-ringe. Han fik også tætnet et hul i brændstoftanken. Vi fjernede tomme palletter fra byggepladsen og fra godsområdet, og bagefter blev hele hovedgaden harvet så lejren kom til at se mere opryddet ud.
Hvad vi har lavet idag:
- Udgravning af laboratoriehallen. Dybden er 4m.
- Vi har monteret 16 yderpaneler på kuplen. Ialt 103 paneler er monteret, så vi nu kun har nederste række og udsigtstårnet tilbage.
- Opdagede og reparerede lækager i Pistenbullyens hydrauliske system og i brændstoftanken.
- Ryddede op i lejren. Fjernede tomme palletter og affald.
- Rutinevedligeholdelse på generatorerne.
Ad.3: Vi har i lang tid forsøgt at finde en lillebitte læk i Pistenbullyens hydrauliske system. Mens vi brugte kranen idag, blev lækken så stor, at vi kunne se hvor den kom fra. Pistenbullyen blev straks sendt til reparation. Det viste sig, at lækagen skyldtes en defekt o-ring bag en af proportionalventilerne til køretøjets dozerblad. Da vi allerede har været i kontakt med Kaesbohrer om netop disse ventiler i anden sammenhæng, er der allerede nogle o-ringe på vej med næste forsendelse af reservedele. Der er også opstået en læk i brændstoftanken i forbindelse med en dårlig svejsning af tanken. Vi bestiller en ny tank og har lappet den gamle. Indtil den nye kommer holder vi nøje øje med om lapningen holder.
Ad.4: Efterhånden som flere og flere paneler bliver monteret svinder det i bunkerne af byggematerialer på pladsen. Vi har samlet en del tomme paletter som skal returneres til SFJ i næste uge. Vi har også samlet affald i hele lejren. Da vi har mange tomme brændstoftønder bruger vi dem som skraldespande. De bliver åbnet i toppen med en stor ”dåseåbner”. Vi sorterer affaldet i flere fraktioner, og når tønderne er fulde bliver de sendt til Kangerlussuaq.
Vejret: Blå himmel, -16 C, 3 m/s fra SØ. Uendelig sigt.
Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |