Det klistrede vejr fortsætter
Garagen I eftermiddags, lige før vinden løjede af og vi fik tag og vægge på.
Det er hårdt for folk at holde sig beskæftigede når de fleste opgaver i lejren kræver forholdsvis godt vejr. Kraftig vind, varme temperaturer og sne i bevægelse er ikke gode ting i lejren lige nu.
Da vi forventer fly i morgen, har vi lagt ekstra kræfter i behandlingen af vores landingsbane. Pludseligt kom en lille stump held flyvende til os med vinden, da vinden lige med ét lagde sig lige efter middagsmaden. Sverrir kom løbende ind i køkkenet: ”Lad os få taget på garagen lige nu.” Alle sprang til, og i løbet af to timer var garagen komplet og sikret. En time senere kom vinden igen.
Hvad vi har lavet idag:
- Garagen er rejst.
- Harvede og fræsede landingsbanen.
- Ryddede op i lejren som forberedelse til mere snefygning.
Vejret: Om morgenen lidt overskyet. -8 C, 7 m/s fra S. Sigtbarhed 1 km. Fygesne og snebyger. Kl 19.00 2 m/s vind. Kl. 23.00 overskyet, -9 C og 8 m/s fra S, snevejr, fygesne og 400 m sigt.
Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |