11 May 2008

En god dag til oprydning

Ruller monteres på en stor lastslæde.

Ruller monteres på en stor lastslæde. Slæden vil blive brugt, når der skal modtages store lastpaller med næste uges flyvninger. Foto: Thomas Overly, NEEM-teamet.

På denne pinsesøndag startede vi dagen en smule senere end normalt, men da vejret var godt fik vi nået en masse.

Gaël and Thomas arbejdede hele dagen med skovle og sneblæser. Jim tilbragte endnu en dag med at groome landingsbanen til flyene. Sverrir efterså og reparerede udstyr og J.P. tilbragte dagen på kontoret (køkkenteltet) med at skrive rapporter og opsætte satellitforbindelse med telefon og email. Tingene begynder at tage form. Landingsbanen er næsten klar til at modtage fly. Nu da vi har alle køretøjer og tunge slæder klar, kan vi koncentrere os om at udgrave både de nyankomne paller og pallerne med gods fra sidste år fri fra sne og trække dem væk fra flyområdet og ind i lejren. Når dette er gjort vil lejren ikke alene se pænere ud, men også være mere ryddelig og mindre kaotisk.

Vejret har været meget samarbejdsvilligt. Med kun en smule vind og konstant solskin har folk nydt at arbejde udenfor.

Endnu engang forkælede Gaël mandskabet med sin madlavning. En dejlig gryderet med en øl til blev afslutningen på en god dag.

Dagens opgaver:

  1. Nedlagde snescooternes overvintrings-hule.
  2. Udgravede alle paller med gods efterladt sidste år.
  3. Foretog eftersyn og olieskift på Hatz-generatorerne.
  4. Reparerede brændstofpumpen.
  5. Zig-zag grooming af landingsbanen afsluttet.
  6. Grooming af taxiways og apron næsten afsluttet.
  7. Rapportskrivning og opsætning af satellitforbindelse.

Ad.4. Et kugleleje i brændstofpumpen er gået i stykker. Vi skal bruge et nyt.

Vejrrapport kl. 19:00L: -21,3°C, blå himmel, 1,5 m/s fra 230° magnetisk, ubegrænset sigt.

Feltleder, J.P. Steffensen

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→