Endnu en dag på kontoret
Efter endnu en dag med godshåndtering, kontorarbejde og samling af snescooter bestemte de tre FOMer sig til at udnytte det gode vejr og bruge aftenen på en udflugt til isranden.
Lav solhøjde, svag vind og næsten blå himmel er gode betingelser for en tur til isranden. Klokken halv otte pakkede vi derfor lidt mad og kørte afsted i Forden. Vejen er desværre i kraftigt forfald, men det gjorde ikke udsigten under turen mindre imponerende. Smeltesæsonen er lige begyndt, og rensdyrene lyser op i landskabet med deres hvide pels. Vi stoppede blandt andet ved en bakketop hvorfra der er 250-graders udsigt over isen. Vi kunne se at stor isopdæmmet sø er blevet drænet siden sidste gang vi var her: sammenlign billedet ovenfor med billedet nedenfor, der er taget i 2003.
Søen drænnedes i sommeren 2007, hvor ca 38 millioner kubikmeter vand blev frigivet og sænkede vandstanden i søen med 50 meter. De enorme vandmængder oversvømmede store arealer i den dal, hvor Kangerlussuaq ligger, men udrettede kun begrænset skade. Dræning af isopdæmmede søer sker naturligt med mellemrum, og kaldes Jökulhlaups, eller "gletscher-brist" på Islandsk.
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |