Værksteder og udstyr bliver pakket på slæder – University of Copenhagen

NEEM > Feltdagbøger > Feltdagbogen 2015 > Værksteder og udstyr b...

15 May 2015

Værksteder og udstyr bliver pakket på slæder

Den tidligere NEEM lejr set fra domens nye placering. Helt til højre ses røret til NEEM borehullet. Indtil i går stod domen lige til højre for røret.

Den tidligere NEEM lejr set fra domens nye placering. Helt til højre ses røret til NEEM borehullet. Indtil i går stod domen lige til højre for røret.


Hele lejren er nu ude på den tidligere apron, og vi brugte hele dagen på at gøre os klar til afgang.

Joel og Mathias agerede tømrer, og bankede kanter på de fleste hylder i domen, så tingene ikke falder ned under traversen. Mens Pat, Sverrir og Sepp pakkede det tunge udstyr på GrIT slæden, sørgede Paul, Nanna og Helle for det videnskabelige del af udstyret. Dorthe tilberedte et lækkert måltid, og J.P. dokumenterede, hvor det forskellige udstyr blev læsset på slæderne.

I går og i løbet af natten har der været en del snefygning, og vi var imponerede over, hvor hurtigt hullerne efter vores udstyr blev dækket til.

Alle spor efter NEEM borelejren vil snart være slettet. Kun et par enkelte snedynger, vejrstationen, den seismiske station og den forlængede borerørskasse vil være tilbage. Vi har planer om at vende tilbage om nogle år, for at gentage de målinger, som Dorthe udførte for nogle dage siden.

Dagens arbejde:
1. Pakket værksteder og udstyr på GrIT slæden og andet udstyr på andre slæder
2. Sat kanter på hylderne i domen, så tingene er sikrede under traversen
3. Repareret kranen
4. Kontaktet vores kollegaer på Renland kl. 19.00 lokal tid (21.00 Renland tid)

Ad.4: Renland teamet melder alt ok, god stemning i lejren og at de har travlt på den gode måde. Solen har skinnet, let vind og temperatur på -8°C. Hovedboringen er nået ned til 64 m., og den amerikanske firn- og luftindsamling fortsætter. De høje temperaturer begynder at skabe problemer i boreteltet, så de har besluttet sig for at bore om natten. Fra i morgen vil Renland teamet vende op og ned på dag og nat - arbejde om natten og sove om dagen.

NEEM vejret: Blæsende, skyet og snefygning til morgen, senere opklaring og aftagende vind. Temp. -15°C til -23°C, 3-9 m/s fra S og SSØ. Sigtbarhed: til morgen til 1 km, senere klart vejr.

FL, J.P. Steffensen


← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→