4 June 2012

Skal, skal ikke flyve i morgen

NEEM lejren set fra Basler flyet. Landingsbanen træder tydeligst frem, og til højre i billedet ses Domen på snebakken.

Vi forbereder modtagelse af LC-130’eren i morgen – og alligevel ikke. For det ser ud til at det gode vejr er slut. Vejrudsigten, som vi modtog her til morgen, forudser at en masse fugtig varm luft er på vej. Vi har stor tiltro til vores vejrudsigt, og derfor har vi valgt at udsætte flyvningen til onsdag.

Trods den dårlige vejrudsigt havde vi en god dag, og igen overgik boreholdet sig selv. De tog afsted kl. 9.15 og var tilbage kl. 15.30.

Arbejdet fortsætter i borehallen, hvor de både rydder op og forbereder næste uges forsøg på at bore gennem det stenfyldte is og ned i grundfjeldet.

Hvad vi har lavet i dag :
1.  Samlet gods, som skal flyves ud af lejren
2.  Gravet ud til balloneksperimentet til en dybde af 5,3m. Ballonen blev sænket ned i
     hullet, og vi foretog en test oppustning
3.  Basler boremissionen. Boret 31m iskerne ved B18 (78 N, 36 23’W). 31 meter blev
     boret på 3 timer og 20 minutter
4.  Testet slæberingen i topsektionens skøjter på det store bor
5.  Pakket det tyske boreudstyr ned

Ad.2: Ballonen (en 270 m 3 stor oppustelig tank) blev pustet op med en elektrisk pumpe. Oppustningen tog næsten 3 timer.

Ad.4: Slæberingen blev testet i forskellige dybder hele vejen ned til 2530 m. Testen var ok.

Vejret: Tyndt, spredt skydække. Temp. -5°C til -15°C,  5 – 1 m/s fra S.
Sigtbarhed: Ubegrænset.


FL, J.P. Steffensen

← Forrige dagbogsblad 
                                                              Næste dagbogsblad→