28 May 2012

En dag med store skift

Twin Otteren med PARCA besætningen vinker farvel til NEEM ved at flyve lavt hen over Domen.

Twin Otteren med PARCA besætningen vinker farvel til NEEM ved at flyve lavt hen over Domen.

Vejret skiftede i dag. Selvom dagen startede stort set som den plejer, skiftede vejret hurtigt om eftermiddagen. Temperaturerne steg, og skyer med sne trak hen over lejren og skyggede for solen, så alle kontraster i sneen forsvandt. Indtil videre er vinden ikke tiltaget, men vi forventer at den vil. Ved midnatstid var sigtbarheden nedsat til 500 m på grund af snefald.

Men vi var forberedt på vejrskiftet, fordi vi modtager en fantastisk nøjagtig vejrudsigt. Derfor lykkedes det også begge fly at slippe afsted før vejret skiftede. Twin Otteren lettede kl. 13.00, og kl. 17.00 var NEEM lejren lukket for al trafik. Det var i sidste øjeblik, og vi kan dårligt tro vores held.

Begge fly og deres besætninger fik udrettet alle planlagte opgaver til tiden under deres ophold på NEEM. Nu hvor de er rejst, er antallet af folk på NEEM faldet fra 27 til 16, så lige pludselig var der masser af plads omkring middagsbordene. Vi ønsker ”Bon Voyage” til alle som har forladt lejren.

Hvad vi har lavet i dag:
1.  Sendt to fly afsted
2.  Flyttet frosne fødevarer ned i science hallen
3.  Pakket det danske mellembor ned, så det er parat til at blive sendt ud af lejren.
     Alle spor efter boreaktiviteter i tømrernes værksted er fjernet
4.  De amerikanske sonarmålinger i det dybe borehul er i gang
5.  Opsat det tyske boresystem og udført de sidste justeringer. Boringerne skulle
     gerne starte i morgen
6.  Ryddet op på godspladsen. Samlet gods så det er parat til at blive sendt ud af
     lejren

Vejret: Få skyer til morgen, og overskyet efter kl. 17.00. Temp. -7°C til -21°C, 3-6m/s fra SSØ til SV. Sigtbarhed: Om morgenen til horisont. Om aftenen 500m og snefald. 

Trevor, Carsten og Simon med to af NEEM lejrens ”bor-familie”: Lillebror til venstre, som er til boring i tørre huller til en dybde af 120m. Til højre den mellemste bror, som er beregnet til boring i både væskefyldte og tørre huller, og til en dybde af 1 km. (Storbror befinder sig i borehallen under sneen).

FL, J.P. Steffensen

← Forrige dagbogsblad 
                                                               Næste dagbogsblad→