Første dag ved NEEM efter den sædvanlige kolde nat
Portræt af Matthias efter arbejde i et hul med fygesne ved -30 °C
Første overnatning i en kold lejr er altid noget særligt. Vi har behov for at blive akklimatiseret til det nye miljø, kulden og højden. Der er meget få varmekilder; men gode soveposer er blevet opfundet.
I går var arbejdet helt centreret om overlevelse: Læ og energi til madlavning og smeltning af sne til drikkevand. I dag koncentrerede vi os om at få lejrens infrastruktur endnu bedre. Vi har nu centralvarme i hovedbygningen. Vi har drikkevand i hanen og vi har vand til opvask, tøjvask og bad.
Folk har også arbejdet på at få etableret god adgang til borehallen og analysehallen under overfladen. Da loftet over hallerne nu er 1,6 m dybere nede end sidste år, er det nødvendigt at forlænge trappe- og elevatorskakter før vi kan bygge en teltbygning ovenpå.
Midt på dagen fløj NASAs P3 maskine flere gange hen over lejren i lav højde mens den opmålte isryggen fra NGRIP til NEEM. Det var et vidunderligt syn, da denne overflyvning er et udtryk for et nært samarbejde mellem NASAs is-satellit program, radarfolkene ved CRESiS, University of Kansas og iskernefolkene. Med denne opmåling får vi et vigtigt værktøj til at fortolke iskernerne ved NEEM og NGRIP.
Ved middagstid forlod GRIT traversen os og kørte mod Summit ca. 680 km mod SØ. Vi takkede GRIT folkene for deres hjælp, og vi ser dem sandsynligvis igen om en måneds tid, når de kommer forbi igen på vej tilbage mod Thule. Traversen efterlod et brændstof depot til sig selv og en kærkommen last brændstof til NEEM.
Om aftenen faldt temperaturen fra -21 °C til -33 °C. Det blev en kold aften.
Hvad vi har lavet i dag:
1. Udgravede en palle med brændstof fra vinterhi, og fik trukket den hen
til generatoren.
2. Forbandt varmeslangerne fra generatorhuset og hovedbygningen, så vi fik
centralvarme.
3. Fjernede sne fra lagergaragen. Fik udgravet indgangen så vi fik adgang
til fødevarelageret, som har overvintret i saunaen.
4. Gravede ned til gulvet af den gamle indgang til borehallen, og gik igang
med konstruktionen af nyt gulv og forlængning af skakterne.
5. Byggede et nyt gulv omkring elevatoren ned til analysehallen.
6. Installerede den store snesmelter. Hovedbygningen har nu vandforsyning.
7. Kokkens snesmelter er sat igang. Vi har nu drikkevand i hanen.
8. NEEMs vejrstation er nu sat op, og vi har påbegyndt registreringen af
vejret.
9. Sagde farvel til GRIT traversen.
10. Åbnede vort Iridium satellit system. NEEM har nu internet og telefon.
Ad.2: Hovedbygning havde centralvarme fra frokosttid og sent på eftermiddagen var hovedbygningen frostfri.
Ad.6: På grund af is i flere slanger tog det en del tid at få etableret vandforsyningen til hovedbygningen. Det hjalp ikke at de slanger som skulle optøs var udefor i blæsevejr ved -32 °C. Vi var færdige ved midnatstid.
Vejret: Tynde skyer eller klart hele dagen. Temperaturer -21 °C til -34 °C ,
3-8 m/s vind fra SSØ. Sigtbarhed 4-6 km, let snefygning og dis.
Vi er nu 11 NEEM’ere i lejren.
FL, J.P.Steffensen
GRIT traversen kører afsted mod Summit lejren ca. 680 km borte.På gensyn, og tak for hjælpen.
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |