5 May 2011

Endelig på vej til NEEM

tekst
Gruppebillede af indflyvningsholdet for NEEM 2011

I dag lykkedes det at få åbnet NEEM. Vi fløj fra Kangerlussuaq kl 9.25 og landede ved NEEM kl 11.30.

Vi blev modtaget af de 6 medlemmer af det amerikanske traktortog, GRIT, fra Thule til Summit. De havde i forvejen udgravet indgangene til to af vore garager, så det var meget lettere for os at komme ind og få vore køretøjer igang. Kl 12.00 forlod flyet NEEM og vi gik igang med arbejdet.

Der er rigtigt store snedriver i år, nogle af dem er så høje som vore garager, og indgangene var ganske grundigt føget til. Der var kun direkte adgang til hovedbygningen. På grund af dens kugleform kan der ikke lægge sig snedriver tæt ved den, så bygningen står i et 2,5 m dybt krater med snedriverne i 10 m afstand. Mens det var -20 °C udenfor, så var temperaturen i hovedbygningen -9 C og øverst oppe lige på frysepunktet.

Dagens begivenheder:
Kl 14.00 havde vi vores 16kW reservegenerator igang, og Sarah vores kok kunne begynde at smelte sne og lave varm mad og varme drikke.

Kl 16.00 Kørte Pistenbullyen ud af garagen og Sverrir begyndte at planere området hvor vores hovedgenerator skulle stå. Imens gravede et arbejdssjak kabelbrønden fri. Herfra går alle kabler til hele lejren. Den lille elevator blev også udgravet og vi fik et første blik ned i analysehallen og borehallen. Hallerne er i god stand, undtagen at sammensynkningen af sneen har forårsaget at ventilationsskakter er bøjet og døren til iskernehulen er mast af trykket.

Vi var 17 mand til middag i hovedbygningen da de 6 GRIT folk var inviteret. Alle sad til bords med overtøjet på, selv huen blev på.

Kl. 21.00 fik vi startet og tilsluttet hovedgeneratoren. Vi gik alle iseng kl 23 efter en begivenhedsrig og effektiv dag.

Hvad vi har lavet i dag:

1. Meget hurtig rotation af Skier 95. Flyet var kun på sneen i 35 minutter.
2. Udgravede indgangene til snedkergaragen og værkstedsgaragen med
sneblæsere og hjælp fra GRIT traversens traktorer.
3. Startede og tilsluttede vores 16kW EDMO reservegenerator til
hovedbygningen indtil hovedgeneratoren var på plads.
4. Udgravede lugen til den lille elevator for at få adgang til hallerne
under sneen og foretage inspektion.
5. Trak hovedgeneratoren fra sit vinterhi ind til lejren, og satte den igang.
6. Trak de to tomathytter ind til lejren.

Ad.1: GRIT folkene havde kørt spor langs ydersiden af landingsbanen så banen var ekstra tydelig for piloterne. Sneoverfladen er hård og snedriverne er meget mindre end sidste år. Kombinationen af gode sneforhold og en 8 m/s vind langs landingsbanen muliggjorde at Skier 95 kunne lette i første forsøg på 2/3 af banens længde.

Vejret: Tynde skyer, senere klart. Temperaturer  -19 °C  til – 21 °C  , 5-8 m/s fra SSØ.  Sigtbarhed: Ubegrænset.

Vi er nu 11 NEEM’ere og 6 GRIT folk i lejren.

Feltleder, Jørgen Peder Steffensen


En af GRIT traktorerne hjælper med at fjerne snedriver omkring snedkergaragen.

 

 
← Forrige dagbogsblad  Næste dagbogsblad→