NEEM-lejrens iskerne-postkontor
Det er stadig meget sommeragtigt i NEEM-lejren.
Selvom mange målinger på iskernen laves i NEEM-lejren, bliver det meste af kernen faktisk skåret i mindre stykker, der pakkes i termokasser og bliver fragtet til forskellige laboratorier rundt omkring i verden. Iskerne-prøver tages fra til undersøgelser af både isens fysiske egenskaber og til måling af forholdet mellem isens indhold af forskellige ilt-isotoper, forskellige gasarter, partikler dannet af kosmisk stråling, støv og andre sporstoffer. Prøvetagning til gas-målingerne er en hel historie i sig selv, da prøverne fordeles til 10 forskellige laboratorier efter en skæreplan, der er ligeså kompliceret og detaljeret som en svejtsisk tog-køreplan. Hundredvis af iskernekasser fyldes i løbet af feltsæsonen med tusinder af prøver, der efter feltsæsonen ender i Sydkorea, Kina, Japan, Australien og i en række laboratorier i USA og Europa. NEEM-lejrens iskerne-postkontor har travlt!
Boring: 7,78 m, boredybde: 2402,30 m.
Opmåling: 7,82 m, opmålernes dybde: 2418,61 m.
Iskernebehandling og analyse: bag 1320-1359 (22,00 m), dybde 723,80 m.
Kemisk analyse (CFA): bag 3698-3737 (22,00 m), 2055,35 m.
Dagens opgaver:
- Boret og opmålt iskerne.
- Behandlet og analyseret iskerne.
- Målt CFA.
- Bestille mad og andre varer til næste flyveperiode om 10 dage.
- Forberede isbar og pandekager til lørdagens festligheder.
Ad 1. Boringen er gået relativt langsomt fremad de sidste dage, da det har været svært at bore lange iskerner. Dette kunne være et tegn på at vi er på vej ned i den varme is. Ikke desto mindre har vi her til aften boret to lange kerner og spånerne virker anderledes i forhold til de seneste bore-kørsler, så vi må se hvad morgendagen bringer.
Vejret: Klar blå himmel, vind op til 10 knob fra SSØ og temperaturer mellem -15°C og -5°C.
Lejrledere Dorthe Dahl-Jensen and Anders Svensson
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |