På vej mod en ukendt fortid
Mens foldboldmesterskabet spilles i verden udenfor, afgøres et lokalt mesterskab på NEEM.
Hovedformålet med NEEM projektet er at opnå den ældste iskerne fra Indlandsisen i Grønland. Den ældste eksisterende grønlandske iskerne er NordGRIP kernen, som har en alder på omkring 123.000 år ved bunden. På det tidspunkt befandt jorden sig i den forrige mellemistid, Eemtiden, hvor Jordens klima var varmere end i dag, og hvor det globale havniveau var højere end det nogensinde har været siden.
Også NordGRIP iskernen blev boret med det formål at opnå den ældste grønlandske is, men på grund af høj geotermisk varme og smeltning ved bunden, er den ældste is ved den lokalitet smeltet væk.
Andre dybe Grønlandske iskerner, som for eksempel GRIP og GISP2 kernerne fra Summit, indeholder formentlig endnu ældre is, men deres lagdeling er forstyrret i den dybeste del.
Netop i disse dage nærmer NEEM boret sig is fra Eemtiden, som aldrig tidligere har været undersøgt. Indtil nu har det været muligt at sammenholde NEEM og NordGRIP kernerne ud fra deres meget ens dielektriske og isotopiske profiler. Fra nu af bevæger vi os imidlertid ned i en uudforsket fortid, og ingen ved hvad vi kan forvente os. Fortsættelse følger...
Hvad vi har lavet i dag:
1. Borernes dybde: 2228.81 m. Loggernes dybde: 2244.01 m.
2. Iskernemåling og opskæring af dyb is til dybde 2188.45 m.
3. CFA målinger. Målt i dag: 16,5 m. CFA dybden er 1815.55 m.
4. Fyldt op i og dokumenteret kokkens fryser.
Vejret: Overskyet i løbet af dagen, men opklaring om aftenen. Temp. -8 °C til -4 °C, vind 2-4 m/s fra S.
Feltleder, Anders Svensson
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |