18 June 2010

Førstehjælpskursus og øvelser

Førstehjælpskursus med Gamow posen
Carina holder øje med "patienten" i Gamow posen, og senere bryder "patienten", vores læge Simon, ud af puppen.

Vores lejrlæge, Simon, afholdt førstehjælpskursus, og mange folk deltog i kurset og de efterfølgende øvelser. Øvelserne i dag gik ud på, hvordan man sikrer og tranporterer en person med mistanke om hoved- eller ryglæsioner fra sneen eller fra snehulerne.

For et par dage siden arbejdede Simon også med vores Gamow pose. En Gamow pose er en lufttæt puppe som bliver pustet op og holdt under tryk med en fodpumpe, præcis som en luftmadras. De bliver brugt til folk som lider af højdesyge på grund af den tynde luft. I alvorlige tilfælde kan højdesyge udvikle sig til højdesyge relateret lungeødem, hvilket er vand i lungerne, som kan forårsage kvælning og død.
Gamow posen er en enkel og sikker måde at behandle højdesyge på. Patienten bliver lagt under tryk inde i posen. Det forhøjede tryk efterligner, at patienten bliver bragt ned til lavere højde og symptomerne forsvinder. Bank under bordet - indtil videre har vi ikke i NEEM lejren haft tilfælde som kræver nogen af disse forholdsregler.

Hvad vi har lavet i dag:
1. Boret og opmålt iskerner.
2. Iskernemåling og opskæring: 46 bags fra 3801 til 3847.
3. CFA målinger. Målte 20.9 m. CFA dybden er 1715,45 m.
4. Arbejdede på landingsbanen med Pistenbully.
5. Forplads og kørevej præpareret med bjælkehøvl, både i zig-zag og på langs.
6. Førstehjælpskursus i håndteringen af hoved- og ryglæsioner.

Ad.1: Borernes rapport:
Det var ikke en rutine dag i dag, mens vi passerede 400 m boret i denne sæson. Det meste af underholdningen kunne spores til kommunikationen med boret (eller rettere mangelen derpå), hvilket for nuværende er blevet løst med nye serielle-USB kabler.
Kreativ boring med to aktive operatører gav fine kørsler gennem tre af disse episoder med mange alarmer, hvoraf der var flere vi end ikke kendte til. Det var også påkrævet at foretage serviceeftersyn på pumpen og den hule aksel, derfor monterede vi den
anden pumpe og hule aksel (den aksel som består af to sektioner som er samlet på
midten), som var blevet klargjort i sidste uge.
Det virkede fint, men umiddelbart ser det ud til, at vi får dårligere opsamling af
isspåner end med den 6 meter lange hule aksel og pumpe. Det lykkedes os dog at holde en rimelig produktion med seks kørsler. Alle seks borere var for første gang samlet til frokost, da vi havde besluttet at tage en kollektiv dyb indånding sammen, før vi gik i gang med dagens udfordringer.

Borernes dybde: 2142.24 m. Opmålt dybde 2155,85 m.

Ad.2: Dagens fixpunkt fra DEP analysen: Et lag fundet ved NEEM i 2142,5 m dybde er ekvivalent med NGRIP laget i 2768,5 m, med en omtrentlig alder på 93,000 år.

Vejret: Overskyet med sne og snefygning, efter 18.00 spredt skydække. Temp.  -8 °C til -2,3 °C, 6-12 m/s fra SSØ. Sigtbarhed: Om dagen dårlig kontrast og 1 km, om aftenen ubegrænset.
Ved midnat atter overskyet og sne med sigtbarhed på 500 m. Midnatstemperaturen: -2,6 °C!!

Feltleder, Jørgen Peder Steffensen

 

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→