Der bores – University of Copenhagen

26 July 2009

Der bores

Phillipe er glad efter at have boret en 3,2 m lang iskerne.

Phillipe er glad efter at have boret en 3,2 m lang iskerne.

En borer i aktion i borernes kabine i borehallen. Phillipe har netop boret en 3,2 m lang iskerne. Hvordan kan vi vide det? Boret er på vej op gennem borehullet, men computeren i boret kommunikerer med konsollen på overfladen, så al information er på skærmene foran boreren.

Hvad vi har lavet i dag:

  1. Boret med NEEM-boret: 12,47 m. Borernes dybde: 1354,37 m.
  2. Logget 11,37 m iskerne. Loggernes dybde: 1367,62 m.
  3. CFA-målinger: 2,20 m. Dybde: 540,65 m.
  4. Processeret: 19,80 m iskerne. Dybde: 1349,65 m (bag 2453).
  5. Indsamlingen af luftprøver i firn-luft landsbyen er afsluttet, men boringen blev fortsat til en endelig dybde af 91 m.
  6. Fortsat den korte boring ved den anden lokation, NEEM2009S1. Dybde: 105 m.
  7. Repareret gulvet i mekanikerens garage. Det varme vejr har smeltet gulvet, og ny sne er blevet lagt ud.
  8. Arealet i og omkring lejren er blevet jævnet med Pisten Bully'en.
  9. En konkurrence for bedste gæt på dybden af overgangen fra istid til mellemistid ved NEEM er blevet åbnet. Definitionen på overgangen er den dybde, hvor ECM-signalet skifter fra kolde istidsværdier til varme mellemistidsværdier (ved slutningen af Yngre Dryas). Gæt (angivet til cm) vil blive accepteret frem til mandag d. 27. juli kl. 16 dansk tid. Gæt kan sendes til neem-fom@gfy.ku.dk.

Ad 1: Borernes rapport 25.-26. juli 2009:
“Boringen er blevet mere stabil efter det hule rør i boret er tørret helt natten mellem lørdag og søndag. Kørslerne begynder dog stadig med en meget høj borestrøm, som begrænser borets omdrejningshastighed, men efter ca. en meter falder strømmen en ampere eller to og boringen forløber godt. Forholdene blev langsomt dårligere og dårligere for hver kørsel, hvor strømmen forblev høj i længere og længere tid. Men ved hver kørsel var det muligt at bore kerner af fuld længde og med 100 % opsamling af spåner. Ved den fjerde og sidste kørsel på denne korte søndag genoplevede vi nogle af de sidste dages ustabile tegn. Boreren har nok at lave under sådanne kørsler. Trækkraften, der er nødvendig for at løsne kernerne, ligger mellem 900 og 1350 kg inkl. vægten af kablet og boret (395 kg). Hældningen er 2,41 grader.”

Ad 5: Indsamlingen af luft fra firnen er nu stort set afsluttet. Over en periode på 13 dage blev luft fra 18 niveauer mellem overfladen og 76 meters dybde i borehullet NEEM 2009 S2 indsamlet og analyseret. Prøverne inkluderer 13 højtrykstanke til UEA/IMAU/MPI, 19 0,5 L glasflasker og 7 store tanke af rustfrit stål til CSIRO, samt målinger på stedet af kviksøldampe (LGGE) og CO2-koncentrationen (vha. UB CO2 instrumentet) i 16 dybder. Der er også lavet kviksølvmålinger i den frie atmosfære og i sneen. CO2-målingerne antyder, at de dybeste prøver har ældre aldre end vi forventede baseret på resultater fra målingerne i 2008 og på modelberegninger. Hvis disse resultater bliver bekræftet af målinger på andre stoffer, så ville vore prøver indeholde den ældste firnluft indsamlet i Grønland eller Antarktis. Kviksølvresultaterne tyder også på at vi har en lang uforstyrret dataserie. Kerner ned til 90 m ved S2 er blevet logget og pakket for at blive sendt til strukturanalyse i Dartmouth (USA). De er blevet suppleret med prøver fra en snegrav og fra en kerne boret med håndboret. NEEM 2009 S2 er afsluttet ved 90 m og prøver er pakket og klar til at blive analyseret.

Vejret: Solrigt hele dagen med temperaturer fra -15°C til -5°C. Vind: 5-13 knob fra SØ.

FL, Dorthe Dahl-Jensen

Overgangen fra istid til mellemistid i målingerne fra NordGRIP og forudsigelsen af, hvor den vil blive 
fundet ved NEEM.

Overgangen fra istid til mellemistid i målingerne fra NordGRIP og forudsigelsen af, hvor den vil blive fundet ved NEEM.

 

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→