Det strålende vejr fortsætter
Et blik på lejren fra den gamle indflyvning lige inden den blev taget ned.
Vi er så heldige med vejret. I adskillige dage har vi haft meget let vind, og det er godt, da vi er ved at udgrave en meget dyb skakt til trappe og elevator. Hvis der kom hård vind, ville skakten fyldes op med fygesne på meget kort tid. Forhåbentlig når vi at dække skakten af med et tag, før vind og snefygning kommer igen. Lone og Marianne har båret og slæbt sneblokke i flere dage, så i dag fik de en bambusopskæringsopgave. De forvandlede øjeblikkeligt opgaven til en hel industri. Lou leger på landingsbanen med Pistenbullyen. Hun er en erfaren fører. Lou og J.P. har haft lange og omfattende ”værkstedssamtaler” om sneplaneringsteknikker og om sneens struktur og hårdhed.
Hvad vi har lavet i dag:
- Borede.
- Loggede og dokumenterede iskerner. Sidste bag logget: 300, dybde 165,00 m
- Indflyvningsmærkerne fra den gamle landingsbane er nu fjernet. Forpladsen er forlænget mod øst til den ny landingsbane. Vi har lavet en ny nordlig adgangsvej til den vestlige ende af forpladsen.
- Udgravede til trappe og elevator ned til hallerne.
- Byggede laboratorieindretning i CFA laboratoriet.
- Udjævnede overfladen i lejrens vestlige side med en snehøvl.
- Satte borde og save op i laboratoriehallen.
- Skar bambusstænger til længde og reparerede flag og landingsbanemærker.
- Arbejdede med at samle det nye NEEM-bor.
- Planerede landingsbanen og dele af adgangsveje og forplads med snefræseren.
Ad 1: Således så borernes rapport ud i dag:
”Vi fortsatte i afprøvningsfasen i borehallen. Vi testede det andet
trykkammer og monterede det på EPICA-boret. Trykkammeret virker stort set
fint med den nye software. Der var kun behov for små modifikationer for at
forbedre kommunikationen mellem overfladen og boret og indstilliger af
motorstrømsbegrænsninger. Trykpakningerne holdt nede i væsken. Da det andet
trykkammer har en anden motor, roterer det med 55 rpm (det andet har 75
rpm). Efter tre kørsler og et hårdt og mærkeligt formet kernebrud,
fjernede vi den nederste ventil og udskiftede pakningen på den øverste
ventil på den hule aksel for at stabilisere boringen. Imidlertid
afsluttedes alle følgende kørsler med høj motorstrøm og svigt af
modholdet. Vi bemærkede, at et af skærerne havde små skader, så
problemerne skyldes muligvis et fremmedlegeme i bunden af hullet.
Borernes dybde er nu 152,23 m.”
Ad.2: Forskellen mellem borernes dybde og loggernes dybde skyldes, at boret er under overfladen. Borerne nulstiller deres dybde under gulvet i borehallen.
Ad.4: Det er hårdt at nå ned i den fulde dybde som kræves til elevatorskakten og trappen. Sneen er hård og skal skæres ud i blokke med kædesav. Det er tungt at fjerne blokkene, og det kræver en masse løft og slæb. Henry og Sepp arbejder særligt hårdt.
Ad.8: Lone og Marianne gjorde afkortningen af bambuspinde til en hel industri. Flere hundrede flag og landingsbanemærker blev skåret til og omhyggeligt bundtet. Vi har nu mærker til hele lufthavnen.
Vejret: Klart hele dagen. -23°C til -13°C, 1-3 m/s fra S, senrere drejende
til NØ.
Sigtbarhed: Ubegrænset. En smuk dag igen.
Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |