Forberedelser til fly i morgen
Når iskrystaller fylder luften, opstår flotte optiske fænomener.
De sidste forberedelser til flyet i morgen blev lavet i dag. Flyet skal lande ved NEEM med gods, derefter skal det til Thule og laste brændstof, og så skal det igen til NEEM, hvor brændstoffet pumpes over i vore tanke. Til sidst flyver det tilbage til Thule, hvor besætningen overnatter. Sverrir og Hans Christian arbejdede med at gøre brændstofpumpen klar. Der var store frustrationer i garagen, da de leverede dele ikke passede sammen. Sverrir fandt dog en midlertidig løsning, som virker. Imens blev de sidste planeringer af landingsbanen foretaget. Kortbølgeradioen blev sat op og en antenne tilsluttet. Selve senderantennen er 17 m lang. Nu må vi se hvorledes dagen i morgen forløber. Det er vigtigt for os, at piloterne bliver tilfredse med landingsbanen, fordi vi på den måde kan flyve ind med mere gods ad gangen.
Hvad vi har lavet i dag:
- Gjorde flybrændstofpumpen klar med nye slanger og koblinger.
- Planerede den nye landingsbane med fræseren. Den nye bane virker mere jævn end den gamle
- Snedkeren lavede special filtre og sier til borerne.
- Monterede kortbølgeradioen og en Yagi kvartbølgelængde antenne.
- Centrifugen til isborespåner er nu klar og monteret.
- Boreelektronikken er nu monteret i trykkamre. Vi har nu to køreklare elektroniske trykkamre.
Vejret: skyfrit, senere dis og tåge, -36°C til -25°C, 3-5 m/s fra Ø senere
S.
Sigtbarhed til horisonten, senere 3 km.
Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |