Kuplen får beklædning
Det fordrer nogle klatreegenskaber at montere paneler.
I morges sagde vi farvel til GRIT traverseholdet. De er nu på vej til Summit lejren som ligger 650 km borte. Folkene var behagelligt selskab i de to dage de var her. Efter de var taget bort, gik vi igang med arbejdet.
Først gik et hold igang med at fjerne snedriver så borehallen kunne åbnes igen. Derefter gik næsten hele holdet igang med at montere vægpanelerne til kuplen. Selvom det sneede det meste af dagen og der var dårlig sigt, så var vinden heldigvis blid og vi fik monteret 23 paneler. Det var et rigtigt gruppearbejde. To halede panelerne frem til byggepladsen i den rigtige rækkefølge. Derpå monterede de hængsler på dem og kranføreren løftede dem op på plads. To klatrefyre holdt panelerne fast udefra og een holdt indefra. To andre sad klar med elektriske skruetrækkere og skruede dem fast. Alt blev overvåget af Blair (kuppelfyren) som hele tiden sørgede for at alle havde det nødvendige værktøj. Mens dette foregik var sneslyngen igang i borehallen.
Hvad vi har lavet idag:
- Gulvet i borehallen er næsten jævnt i 6,1 m dybde.
- Vi har monteret 23 yderpaneler på kuplen.
- Sagde farvel til GRIT traversen
Ad.1: Det tog to timer at åbne ned til borehallen på grund af snedriver. Nu er vi igang med den sidste finpudsning.
Ad.2: Ni folk var hele dagen beskæftiget med at montere yderpaneler. Hvis vejret holder vil kuplen snart have en ydervæg.Vi fik monteret 23 af ca 130 paneler i alt.
Ad.3: GRIT traversen forlod os idag. De er nu på vej til Summit. De efterlod en gave: 13.000 liter brændstof. Vi kan bruge af det, men vi har lovet at gemme 4.000 liter til dem når de kommer tilbage . GRIT traversen er sponsoreret af National Science Foundation (NSF) i USA, og da NSF er den næststørste bidragyder til NEEM projektet, er dette en del af deres bidrag.
Vejret: Overskyet, -11 C, 5 m/s fra SV. 500 m sigt, sne det meste af dagen.
Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |