Nu har borehallen tag på
Sneslyngen bliver bjærget til overfladen med kranen.
I morges fik vi vejrudsigter som fortalte, at vi mandag vil få blæsevejr og sne. Da udgravningsholdet til borehallen i mere end en uge har kæmpet mod elementerne, satte vi alle sejl til og lagde tag på borehallen. Vi var færdige kl 23.30. Alle gik trætte iseng. Flere har i dagens løb slæbt rundt med mere end 6 ton tømmer.
Lige efter Sverrir havde løst problemet med brændstof på Pistenbullyen, blev der brug for den. Da vi var ved at forberede tagkonstruktionen på borehallen, skred kanten sammen og vores ene sneblæser forsvandt ned i udgravningen. Vi hejste maskinen op med kranen og kunne konstatere, at skaderne var begrænsede. Nu er borehallen dækket af til stormen i morgen. Vi mangler stadig 1.5 m i dybden, men vi vil fjerne taget i begge ender for at blæse den udgravede sne ud.
Hvad vi har lavet idag:
- Reparerede brændstof problemet på Pistenbullyen.
- Lagde tag på borehallen.
- Bjærgede nedstyrtet sneblæser.
Vejret: Det meste af dagen, blå himmel, -11 C, vind på 8 m/s fra S. Om aftenen overskyet, -9 C og 8 m/s fra S og snevejr.
Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |