Uge 30
Mandag, 23. juli
På rejsens 3. dag.
Efter morgenmaden pakkede vi og tog af sted. Maria og Peter én vej, Lars en anden. Claude og Susanne i Toyotaen kører parallelt med hovedholdet. Det samme gør Steffen med boreudstyret. Sverrir kører forreste bæltebil og Simon og J.P. kører den bagerste.
Afgang kl 12.20 og ankomst til nyt lejrsted kl 20.50. Vi er nu 92 km fra NGRIP og mangler 75 km til det første borested. Alle kom tilbage til lejren tilfredse med dagens målinger. Hele dagen har holdene jævnligt rapporteret til hovedholdet via satellittelefon.
Vejret har været rigtigt godt: hele dagen - 7 C, blå himmel og solskin. Efter kl 20 faldt temperaturen til - 18 C. Næsten ingen vind; og lidt iståge om natten.
Tirsdag, 24. juli
På rejsens 4. dag.
Efter morgenmaden pakkede vi og tog hver til sit. Med GPS i baglommen og satellittelefonkontakt hele tiden, går det let. Rundt omkring er det bare fladt og hvidt. Himlen er blå med nogle skyer i det fjerne. Der er intet til at bryde monotonien, undtagen når hovedtoget kommer kørende frem til et punkt, hvor et flag står mutters alene midt på ruten. Det er et flag som Lars dagen i forvejen har sat som måleposition. Det eneste man ser
omkring flaget, er nogle fodspor omkring flaget og et snescooterspor som fortaber sig i det fjerne.
Afgang kl 11.40 (Vi bliver bedre og bedre til at pakke lejren sammen) og ankomst til nyt lejrsted kl 21.00. Vi er nu 137 km fra NGRIP og mangler 30 km til det første borested.
Ankomsten var dybt fascinerende. Alle har GPS'er med de samme positioner indprogrammeret. På denne måde kan vi hurtigt fortælle hinanden hvor vi er. Vi aftalte pr. telefon, at lejren kom til at ligge ved vejpunkt 27. Da de tunge køretøjer med brølende motorer langsomt slæbte de 30 ton tunge slæder af sted mod vejpunkt 27 med en fart på 6-7 km i timen, kom Lars kørende på snescooter fra vest, og Maria og Peter kom fra nord. Alle mødtes på samme tid på samme sted som fluer søger til gammel ost. Der er bare intet ved vejpunkt 27, punktet er blot en position i det bare ingenting. Man begynder at forstå, hvor afgørende navigation altid har været
for skibsfarten.
Vi så to mågefugle flyve forbi i løbet af dagen. De var væk, før vi fik kameraet frem. Vi er åbenbart ikke helt alene.
Alle kom tilbage til lejren tilfredse med dagens målinger.
Steffen lavede spaghetti med kødboller til aften.
Vejret har været rigtigt godt: hele dagen - 7 C, blå himmel og solskin.
Efter kl 20 faldt temperaturen til - 18 C.
Onsdag, 25. juli
På rejsens 5. dag. - Første borested, 165 km fra NGRIP, 200 km fra
endestationen NEEM.
Så ankom vi til det første borested, som vel nok er det punkt på Indlandsisen som er længst borte fra alting. Lige præcis her kan isen ikke finde ud af hvilken vej den vil flyde ud mod kysten. Langs midten af Indlandsisen går en højderyg, en isdeler. På den østlige side flyder isen mod østkysten og på den vestlige flyder isen mod vestkysten. Vi har indtil
nu kørt langs isdeleren. Lige her på stedet bliver isdeleren til to, én isdeler går mod NNØ og den anden mod NV. Det vil sige, at isen nord for os flyder mod nord. Isen øst for os flyder mod øst, og isen vest for os flyder mod vest. Vores rute følger fra i morgen i øvrigt den nordvestlige isdeler. Vores position er: 75,45 grader Nord og 44,77 grader Vest.
Vi kørte i morges kl 10.30 og kom til borestedet kl 16.15. Steffen og Simon var kørt i forvejen og havde ved hovedtogets ankomst sat boreudstyret op. Vejret er næsten for godt, især til boring. Selvom temperaturen er -7 C er solskinnet så intenst, at vi er nødt til at bore i skyggen af en presenning. Vi besluttede, at vente med at bore til om
aftenen og nåede 20 m dybde kl 1.20.
Ventetiden benyttede Steffen til at indrette en brusekabine på isen. En spand med en dyppekoger, en håndbruser med batteripumpe, et telt og et liggeunderlag på sneen var nok. Mange i lejren er nu rene for første gang i 2 uger. I morgen tager resten badeturen.
Maria og Peter har gravet et 2,5 m hul i sneen til studier.
Lars og Susanne lavede spaghetti med rejer og grønt, d.v.s. Lars svigtede Susanne, da han gik i bad, så Susanne efter eget udsagn fik det hele rodet godt sammen. Vi blev dog alle mætte.
En af vores generatorer er øvrigt brudt sammen kun 12 driftstimer efter et elendigt service eftersyn hos et firma i Aalborg. De skylder os en forklaring. Vi bruger nu en reservegenerator.
Ellers har alle det godt.
Vejret har været rigtigt godt: hele dagen - 7 C, blå himmel og solskin. Efter kl 20 faldt temperaturen til - 23 C.
Torsdag, 26. juli
Første boredag.
I går aftes borede og pakkede Steffen, Simon og Susanne iskerner til 20 m dybde. Det var sent og meget koldt. I dag blev der boret hele dagen. I takt med at solen bevægede sig rundt, flyttede vi hele tiden presenningen, så skygge faldt på bor og iskerner. Hen under aften nåede vi 60 m dybde.
Claude og Susanne benyttede ventetiden til at lave en radaropmåling på tværs af ruten.
Maria og Peter brugte dagen på at tage prøver fra den udgravning de lavede i går.
Sverrir og Lars brugte tiden på at pakke de store slæder om, så iskernerne f.eks. ikke kommer til at stå i solen under transport.
Vejret har været rigtigt godt: hele dagen - 7 C, blå himmel og solskin. Efter kl 20 faldt temperaturen til - 23 C.
Fredag, den 27. juli
Afsted igen.
Vi havde planlagt at forlade borestedet kl 10.00; men det var som om de store slæder ikke havde lyst til at lege med. Det ene traktortog sad fast ved starten, så vi kom ikke i gang med at køre før kl 11.20. Til gengæld gik det hele fint derefter. Vi ankom til det planlagte lejrsted kl 20.30 efter 50 km kørsel.
Vi er nu 215 km fra NGRIP og 150 km fra NEEM. Vi passerede halvvejspunktet ved tretiden.
Simon og Steffen blev efterladt på borestedet for at bore de sidste 10m af de planlagte 70m og for at måle temperaturerne i borehullet.
Kl 17 blev traktortoget pludseligt overhalet af Steffen og Simon på snescooter med boreudstyr og iskerner. Første boring er komplet, og vi kan krydse et videnskabeligt mål mere af
på vores liste af opgaver.
Maria og Peter har kørt med radar hele dagen, og de kom susende ind fra venstre, da vi var ved at slå lejren op. Peter var træt, så da han så sin sovepose i teltet, gik han i seng. De har haft problemer med de opladelige batterier i radaren, så de var trætte.
Kun ti minutter efter at Maria og Peter var ankommet, kom Lars susende ind fra højre fra sin opsætning af målestationer.
Alle var trætte, så efter en lille kop øl og en opvarmet præfabrikeret pizza gik alle i seng.
Vejret fortsætter med at være godt. Om dagen op til - 7 C, blå himmel og solskin. Om natten - 21 C. Vi håber inderligt, at det holder.
Lørdag, 28. juli
Borested no.2.
Efter morgenmad kl 8 pakkede vi lejren sammen. De forskellige hold tog hver til sit, og hovedtoget kunne afgå kl 11.15. Vejret var fint, sol og -11 C; men der blæste en vind på 5 m/s fra SSV. Det køler en del. Traktortoget kom dog ikke langt. Efter et par kilometers kørsel stoppede den ene bæltebil med et ryk. En hydraulikslange var sprunget. Sverrir har dog reservedele med, og en ny slange blev fundet i nederste kasse i stabelen af kasser på værkstedsslæden. Efter halvanden times reparation kunne vi fortsætte.
Problemerne fortsatte dog. Vores kurs er nu mod nordvest. Søndenvinden kom derfor lige ind i risten på siden af bæltebilerne, hvor køleluften til hydraulikken skal ud. Det medførte, at J.P.s bæltebil hele tiden overophedede, og han måtte fortsætte med nedsat fart.
Fra syd kom en truende skyfront rullende, og vi håbede bare, at det ikke var en snestorm. Ved femtiden var himmelen helt overskyet. En kraftig vind udeblev dog, og det viste sig, at det bare var et mildt snevejr.
J.P. kunne få køling på sin bil igen, og vi nåede andet borested kl 21.15, kun lidt forsinket.
Da traktortoget ankom, var Steffen og Simon allerede ved at bore og da vi gik i seng var boringen ved 25 m dybde. Boringen var gået lettere fordi vi ikke behøvede at sætte presenning op i det overskyede vejr.
Vi er nu 265 km fra NGRIP og 100 km fra NEEM.
Til aftensmad havde Lars lavet lasagne.
Vejret er overskyet med sne. Temperatur -11 C. 5 m/s vind fra SSV.
Søndag, 29. juli
Borested no.2.
Vi borede hele dagen. Ved 20.30 tiden var dybden 60 m. Steffen og Simon vil bore de sidste 10 m i morgen, måle temperaturer i hullet og overhale traktortoget i løbet af dagen.
Sverrir brugte dagen på at efterse køretøjer, installere en ny brændstofmåler i en bæltebil og lade battterier op.
Simon har forsøgt at rigge et system til, som kan hjælpe Maria og Peter med at fortsætte deres radarmålinger på trods af, at flere af deres batterier er dårlige.
Claude og Susanne ville lave en ny radarmåling i Toyotaen; men efter kun 900 m kørsel brød det ene bæltedrev sammen og knækkede af. Bæltedrevet er nu i lejren og vil blive svejset sammen i morgen.
J.P. lavede ris med boller i karry til aften.
Vejret er overskyet med julesne. Temperatur -6 C. Vinden løjede af til aften.
← Forrige | Næste → |