Problemer er til for at blive løst
Prøvekørslerne med det reparerede spil gik som det skulle. Så alt OK, hvad det angår.
I dag gik Dorthe så i gang med at udføre målinger i det dybe borehul ved at nedsænke en sonde, som overfører data op gennem kablet. Målingerne består af uhyre præcise temperaturmålinger, målinger af borehullets diameter, bøjning og azimuth samt trykket i den væske, der fylde borehullet ud. Hun startede her til morgen, og vil fortsætte til omkring midnat.
J.P. tog køkkentjansen til frokost, og Nanna sørgede for aftensmaden.
Styretøjet på den ene Flexmobil var brudt sammen; men heldigvis fandt vi ud af, at det bare var en ventil der var røget. Nu kører den som smurt.
En gruppe på seks fjernede og nedpakkede de resterende dele af tømrernes værksted.
Nu har vi fået en ekstra krølle på halen i vores dagbog: En kort status over, hvordan vores kollegaer på Renland iskappen har det. Deres internetforbindelse er endnu ikke kommet op at køre, så jeg har aftalt med Bo Vinther, at vi bringer en kort opdatering på, hvordan det går hos dem – se nedenfor, AD.7.
Dagens program:
1. Repareret Flexmobilens styretøj og fikset en mindre detalje ved PistenBully 1.
2. Startet på at udføre målinger i det dybe borehul
3. GPS målinger
4. Afsluttet nedpakning af tømrernes værksted
5. Etableret et brændstofsdepot (otte tønder) til PARCA’s Twin Otter flyvninger (150
m fra PARCA’s vejrstation)
6. Indsamlet sneprøver til det tyske forskningsprojekt
7. Kontakt med vores kollegaer på Renland iskappen kl. 19 lokal tid, 21 Renland tid
Ad. 7.: Bo Vinther meddelte, at hele Renland teamet har det godt, og at alle telte (inkl. køkken, boretelt mv.) er blevet sat op. I morgen vil de bygge en fryser, hvor iskernerne kan bliver opbevaret ekstra koldt, nu hvor der er udsigt til højere temperaturer.
Penn. State gruppen er næsten klar til at starte boringer i det øverste islag og til at indsamle luftprøver fra firn-isen.
Vejret er fint, og udsigten melder også godt vejr for i morgen.
Vejret/NEEM: Tyndt, spredt skydække og senere blå himmel. Temp. -19°C til -28°C, 2-4 m/s fra SØ. Sigtbarhed: til morgen 1-3 km, senere god sigt. Få spredte snebyger og i morgentimerne let tåge.
Fl, J.P. Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |