10 August 2012

Sidste pakke dag. I morgen flyver vi hjem – forhåbentligt

Panorama over lejren set fra SV. Til venstre en række parkerede slæder på snetoppe, og til højre en næste tom NEEM lejr. Kun tre bygninger står tilbage: Domen og to værksteder.

Det har været en usædvanlig dag. Udenfor har en gruppe været i sving med at rydde op og pakke de sidste ting ned. Indenfor i Domen har en anden gruppe haft travlt med at gøre rent i køkkenet og på 1. sal. Alt det sidste blev sorteret og dokumenteret, og endelig kl. 2100 var vi færdige.

Under aftensmaden løb vi tør for øl. Det må skyldes en super god planlægning – eller!

Til frokost fik vi en smagsprøve af Grønland: Mattak, d.v.s. rå hvalskin. Og til aften serverede Sarah lasagne med de sidste friske grøntsager, som var coleslaw og gulerødder.

Efter planen skal 109’eren hente os i morgen omkring kl. 10:00, og vi krydser fingre for, at det så går efter planen.

Hvad vi har lavet i dag:
1.    Gjort rent i Domen
2.    Færdigbygget tre paller. Den fjerde er reserveret  til non-freeze gods
3.    Trukket de store slæder op på snetoppe. Nu mangler vi kun slæderne med ”tomaten”
       og generatoren.
4.    Fjernet snedriver fra der hvor teltene tidligere stod
5.    Justeret markeringerne for ballonhallen og lukket den ned
6.    Afsluttet registrering af inventar i Domen
7.    Afsluttet dokumentation
8.    Parkeret Pistenbullyen i tømrernes værksted. Værkstedet er nu lukket
9.    Parkeret en Flexmobil i mekanikernes værksted
10.  Nedtaget et toilettelt

Vejret: -9°C til -17°C. Vind: 5 m/s fra S – SSØ. Fint vejr hele dagen. Efter kl. 2000 tæt tåge.

Til middag uddelte Satow gaver til de øvrige i lejren: Papirfoldede traner, som symbol på fred, og en samurai, som symbol på styrke.

 

FL, J. P. Steffensen

← Forrige dagbogsblad 
                                                             Næste dagbogsblad→