26 July 2012

Det startede gråt, men endte flot

Svævende telt: Af sikkerhedsgrunde bliver teltet løftet væk fra den nu tomme elevator- og trappeskakt, som fører ned til den tidligere borehal. Teltet kan nu blive skilt ad oppe på sneen, uden risiko for, at det falder ned i hullet.

 

Hele natten var det snevejr og med snefygning, og det fortsatte op ad dagen.

Hovednedgang til hallerne under sneen blev næsten lukket af sne, og vi var temmeligt bekymrede for, om vi ville være i stand til at frigøre det hvide telt fra sne og is, og løfte det op, som vi havde planlagt. Men så blev vejret helt fint lige efter frokost, og vi gik straks i gang med at fjerne snedriver og grave teltet fri.

Hele eftermiddagen knoklede vi med at grave sne og hakke is væk fra teltets nederste kanter - is som havde formet sig for to uger siden, da vi havde høje temperaturer og isen smeltede. Da smeltevandet atter frøs til, fik det næsten cementeret teltet fast til isen. Det tog lang tid at hakke og grave isen væk, og først lige før aftensmaden, var det klar til at blive løftet op på den nye snetop.

Også gruppen, som var i gang med at flytte tømrernes værksted, havde det samme mas med at hakke og skovle, og om aftenen var der ikke nogen der klagede over, at de ikke havde fået nok motion den dag.

Hvad vi har lavet i dag:
1.  Luftprojekt med prøveudtagning
2.  Gravet og hakket sne og is, og flyttet det hvide telt op til sneoverfladen
3.  Gravet og hakket sne og is, og fortsat projektet med at flytte tømrernes værksted

Vejret:-14°C til -5°C. Vind 5-9 m/s fra SV og S. Overskyet, snefald og snefygning indtil kl. 14.00. Senere klart vejr.

FL,  J. P. Steffensen

← Forrige dagbogsblad 
                                                    Næste dagbogsblad→