21 June 2012

Solen er tilbage!

Perfekt pakkede kasser med lamper og elektronik fra den videnskabelige hal. Bruno tager sig af nedpakningen af det elektroniske udstyr, og alt bliver pakket efter bedste schweizisk standard.

HURRA, efter en uge med tunge skyer, er solen endelig tilbage!

Vind og temperaturer er blevet noget mildere, og det ser lovende ud i forhold til næste uges flyvning, så de udendørs aktiviteter er i fuld sving: Lou startede på at gøre forpladsen på landingsbanen klar, og Sverrir fjernede snedriver rundt omkring i lejren.
Lars og Nanna var udenfor lejren for at foretage GPS målinger, og fra den videnskabelige hal blev der flyttet en masse udstyr op. Hvis disse vejrforhold fortsætter, vil vi nok snart åbne ramperne til hallerne og teltene.

Hvad vi har lavet i dag:

1.  Ingen boringer i dag

2.  NEGIS: Vind omkring 5 m/s, solen tittede frem, og det går fremad

3.  Udjævnet store mængder sne 

4.  Startet på at udbedre landingsbanen med bjælkehøvlen

5.  Målt to GPS stationer ved 7,5 km og 25km

6.  Pakket elektronisk udstyr i den videnskabelige hal

7.  Sat videnskabeligt udstyr på paller

8.  Arbejdet på at synkronisere iskerner fra NEEM og NEGIS

Ad.1: Boringer i det dybe hul kan ikke fortsætte uden at vi får en forlænger til stenboret. Det er lidt uventet at vi endnu ikke er nået ned til fast grund på nuværende tidspunkt. Der er stor enighed om at fortsætte boringerne, hvis det er muligt, og vi har derfor bestilt nye forlængere til boret, så vi kan fortsætte om 2-3 ugers tid.

Ad.6: I den videnskabelige hal har vi efterhånden fået pakket alt ned. I øjeblikket står der iskernebokse, kokkens fryser, seismisk måleudstyr mv., som vi først kan flytte op, når rampen er blevet åbnet.

Vejret: Mest overskyet og med snefygning det meste af dagen, men også  sol ind imellem. Vind 5-15 m/s fra SV, som hurtigt løjede af hen over natten. Temp. -3°C til -10°C.

Nanna og Lars venter ”in the middle of nowhere” på en GPS position 25 km uden for NEEM lejren.


FL, Anders Svensson

← Forrige dagbogsblad                                                         Næste dagbogsblad→