15 June 2012

Maraton boring og nedpakning i hallerne

Borernes humør er stadig højt, trods de meget lange arbejdsdage.

 

Hård vind, sne og snefygning og white-out tvang os til at arbejde indendørs i dag. Så vi fokuserede på boring, nedpakning i hallerne og flytning af værkstedet op på en ny snetop.

Boringerne går i øjeblikket ekstremt langsomt, fordi stenboret har svært ved at bore gennem mikset af is og bundmateriale – så det går stille og roligt fremad.

I hallen, hvor det videnskabelige arbejde er blevet udført, er alle iskernebuffere, save og borde nu taget ned, og er parat til at blive flyttet op i det fri, når vejret tillader det.

Hvad vi har lavet i dag:
1.  Boret 69 cm sediment/iskerne
2.  Kommunikeret med NEGIS lejren: Alt er vel. Trods skyer har de bedre vejr end i
     NEEM
3.  Servicering af instrumenter i teltet, hvor der bliver samlet vanddampe
4.  Gjort værkstedet parat til at blive flyttet
5.  Ryddet ud i den videnskabelige hal: nedtaget iskernebuffere, save og borde

Ad.1: Materialet, som vi nu får op fra bunden af borehullet, indeholder lag af klar, siltindholdig is. Det kræver stor tålmodighed at bore i sådan noget materiale, og hver enkelt kørsel kan vare op til 10 timer. Indtil videre har vi i denne sæson fået 3,9m bundmateriale op. Boret og dens forlængelse er nu så lang, at den når helt op til toppen af boretårnet og det buede loft. Hvis det bliver nødvendigt at forlænge boret yderligere, bliver vi nødt til at skille og samle boret ad, mellem hver kørsel.

Vejret: Overskyet og med temmelig meget vind - helt op til 10m/s fra S. Sent på eftermiddagen klarede det lidt op, og vi håber der er mildere vejr på vej. Temp. -3°C til -10°C.

Efter ca. 10 timers maraton boring i går, ses de mange timers resultat her.

 

FL, Anders Svensson

← Forrige dagbogsblad 
                                                        Næste dagbogsblad→