6 June 2012

Vi forbereder LC-130’erens ankomst i morgen

Der ER liv i hallen, hvor det videnskabelige arbejde foregår! Mirena og Marja måler og opskærer iskernerne fra overfladeboringerne, som er blevet udført de seneste par dage. De måler også iskernernes dielektrisitet og densitet, før de bliver pakket og gjort klar til at blive sendt ud af lejren.

Lou tilbragte hele dagen med at køre op og ned ad landingsbanen med Pistenbullyen, for at jævne det nye snedække ud, så alt er klar til modtagelse af LC-130'eren i morgen.

Nogle i lejren er temmelig ivrige efter at tage hjem, nu hvor deres projekter er afsluttet. Og ikke mindst fordi flyet nu er forsinket med to dage. Men, vi kan ikke komme uden om, at vi er totalt afhængige af vejret. I ventetiden hjælper de til hvor der er behov for det.

Hen ad dagen klarede det op, og vi er helt sikre på, at det bliver godt flyvevejr i morgen.

Alt i lejren går stille og roligt fremad som det skal, og alle ser frem til, og deler begejstringen, ikke kun over Sarahs frokoster og middage, men også over hendes kager!

Hvad vi har lavet i dag:
1.  Baslerflyvning til B22 (78 25’N, 36 26’W)
2.  Gravet ud langs siden af mekanikernes værksted
3.  Opskåret og målt iskerner
4.  Afsluttet opfyldning af sne i renden, hvor der bliver eksperimenteret med ballonen
5.  Udjævnet landingsbanen, taxivejen og forpladsen

Ad.1: Boringen i dag blev kort . Efter 5,5 m  boret iskerne, opstod der en fejl i strømforsyningen til spillet. Fejlen bliver nu udbedret i lejren, og i mellemtiden vil mellemborets strømforsyning blive benyttet.

Ad.2: Som forberedelse på at løfte mekanikernes værksted op på en ny bakke, er det nødvendigt at fjerne sne hele vejen rundt om teltet.

Ad.4: Påfyldning af sne ovenpå ballonen blev afsluttet, da sneniveauet lå 1 meter over overfladen. Nu vil vi  holde trykket i ballonen et par dage, så sneen kan sætte sig og blive hård.

Vejret: Spredt skydække. Temp. -5°C til -15°C, 1-5 m/s fra Ø, S og NØ. Sigtbarhed: Ubegrænset.

Et kig hen over den 15 meter lange og 4,85 m brede ballon, før den bliver dækket til med sne.

 

Et kig under ballonen giver en ide om størrelsen af ballonen. J.P. inspicerer at den ligger ordentligt.

 

Efter ballonen er blevet dækket til med sne, er det svært at se, hvad der gemmer sig nedenunder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


FL, J.P. Steffensen


← Forrige dagbogsblad 
                                                         Næste dagbogsblad→