Domen bliver flyttet tilbage
Domen bliver flyttet tilbage til dens oprindelige plads, men 4,5 m højere oppe over sneoverfladen.
Så er det tid at flytte Domen tilbage til hvor den oprindeligt stod, men 4,5 m højere op over sneoverfladen. Proceduren er den samme som sidst, dvs. tidligt op, pakke og gøre Domen klar, og så afsted.
Denne gang ved vi alle at det kan lade sig gøre, så vi er mere optaget af at tage gode billeder. I dag behøver vi ikke at bruge flexmobilen så PistenBullyen er alene om at klare flytningen.
Inde i Domen er der sat et eksperiment op (det er jo en lejr der består af videnskabsfolk...). På hylderne er der placeret nogle få genstande, som skal vise hvor stabil flytningen er foregået. Selv to glas sat oven på hinanden, står stadig fint – kun ganske lidt vand er spildt...
Efter flytningen skal alt genetableres - vandsystemet, de elektriske installationer, Domens varme fra generatoren.
Renato kom med dagens bemærkning. Han havde pakket vanddampudstyret ned og kom tilbage til Domen kl. 10:00. Da han trådte ind i Domen bemærkede han: ”Er I ikke for sent på den med at flytte Domen?”. Han havde slet ikke bemærket at Domen allerede VAR blevet flyttet.
CReSIS kreerede en fantastisk amerikansk middag, og vi havde en herlig aften. Tak for mad!
Hvad vi har lavet i dag:
1. Pakket vanddampudstyret ned
2. Overvågning af den japanske aerosol station
3. Flyttet Domen
4. Fløjet med Meridian, udstyret med radar
5. Lavet en dør i Domens stueetage
6. Boret de første 13 m af den 20 m lange McConnel iskerne
7. Foretaget GPS målinger nær lejren
8. Udført de sidste AWI radar målinger
9. Fejret lørdag aften
Vejret: blå himmel med høje skyer, lavtliggende tåge efter kl. 19:00, temp. -18°C til -8°C, vind 2-6 m/s fra S.
Fl, Dorthe Dahl-Jensen
Stabiliteten under flytningen af Domen
bliver testet. Billedet er taget efter flytningen.
Udstyret til måling af vandddamp bliver taget ned.
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |