9 July 2011

Royalt besøg i NEEM lejren


Royalt besøg i NEEM lejren.

I dag var en helt speciel dag i NEEM lejren. Alle i lejren var travlt beskæftigede hele formiddagen med det kommende besøg af H.M. Dronning Margrethe 2. og H.K.H. Prins Henrik samt den grønlandske landsstyreformand Kuupik Kleist og rigsombudsmanden i Grønland Mikaela Engell.

Det var meningen at vores gæster skulle overnatte, så der blev tjekket telte, ryddet op i Domen, lavet mad og arrangeret nede i hallerne under isen.

Op ad formiddagen ændrede vejret sig, og lavthængende skyer trak ind over lejren med sne. Den ændrede vejrsituation gjorde at besøget blev kortet af til kun at vare to timer.

Besøget blev en succes, og specielt den opmærksomhed vores unge forskere fik fra vores gæster var overordentligt værdsat. Vi er meget beæret over besøget, og vil gerne takke vores royale gæster for opmærksomheden.

Norland Twin Otteren lettede med vores gæster kl. 18:00, hvorefter vi både fejrede lørdag aften, det royale besøg og at vi nu var nået ned til bunden. Aftensmaden, som Cyril havde tilberedt, var helt fantastisk, og middagen trak ud til midnat. Sikke en dag!

Hvad vi har lavet i dag:
1. Nedsænket kameraet i det dybe borehul for at studere bunden
2. Forberedt det royale besøg
3. Forberedt boring af 30m, 3 tommer iskernen til BAS
4. Haft besøg af det danske regentpar, landsstyreformand og rigsombudsmanden
5. Fejret lørdag aften og en ny fejring af at være nået til bunden

Ad.1.
Borevæsken er helt grumset efter at boret er blevet firet op og ned i borehullet, og på den måde har mikset isspåner med væsken. Videooptagelserne var derfor mere eller mindre begivenhedsløse og grå. Kun de sidste 10 sekunder – hvor kameraet nærmer sig bunden – indikerer en vandsøjle af grundvand i borehullet. Monitorering af borevæsken angiver en vandsøjlen på ca. 60cm.


Vejret:  Blå himmel afløst af lavthængende skyer og sne, temp. -8°C til -4°C, vind 4-6m/s drejende fra Ø om morgenen til V ved middagstid og senere til SV om eftermiddagen.


Fl, Dorthe Dahl-Jensen

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→