11 May 2011

Travlhed - vi prøver at indhente forsinkelsen

tekst
Christian, Bruce og Trevor monterer de sidste elementer på hovedtrappen ned til hallerne.


Vejret er godt nu, og vejrudsigten giver os flere dage med godt vejr.

På grund af de to dage forsinkelse ved indflyvningen og andre to dages forsinkelse med snestorm har vi noget at indhente. Men med det nuværende vejr er det en fornøjelse at arbejde længe udenfor, så vi skal nok nå det.

Vi nåede to vigtige ting i dag: Vi fik den hvide teltbygning rejst over trappeskakten og elevatoren til hallerne. Nu er indgangene vind- og snetætte. Vi fik også tømt lagergaragen og borerne kan gå i gang med at sætte Hans Tausen boret op til boring af 420 m iskerne, ned gennem garagens gulv.

Hvad vi har lavet i dag:

1. Byggede hvid teltbygning over hovedindgangen til hallerne under overfladen.
2. Forlængede trappen til hallerne.
3. Tog alle teltbygninger ud fra vinterlageret i lagergaragen og placerede
    tre af byggesættene i lejren.
4. Flyttede rundt på det resterende gods i lagergaragen for at skaffe mere
    plads.
5. Fjernede sne fra omkring lagergaragen.
6. Fjernede sne fra omkring mekanikergaragen og snedkergaragen.
7. Byggede videre på CFA systemet.

Ad.7:  Færdig med opsætning af CFA systemet. Milli-Q systemet er sat igang. Prøvetagningsudstyr monteret. Laboratorieudstyr, kemikalier og reservematerialer er sat i orden.

Vejret: Klart. Temperaturer -13 °C til -24 °C, 2-7 m/s vind fra SØ drejende til SV. Sigtbarhed: til horisonten.

FL, J.P.Steffensen

 
← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→