Den stærke blæst fortsætter indtil aften – University of Copenhagen

NEEM > Field diaries folder > DK diaries 2011 > Den stærke blæst forts...

09 May 2011

Den stærke blæst fortsætter indtil aften

tekst
Christian arbejder i en udgravning i fygesneen.

En ny dag med indendørs aktiviteter eller arbejde i snehulerne. I dag besluttede en masse sne at flytte sig, og oven i hatten kom der en del ny sne. Vi kunne bare sidde og betragte hvorledes al vores snerydning i de foregående dage blev udslettet.  Vi prøvede at arbejde med andre ting og holdt humøret højt.

Da vi kun har een indgang åben til hallerne, og der var en risiko for at indgangen føg til, havde folkene nedenunder radio så de kunne tilkalde assistance fra folkene ovenpå.

Efter aftensmaden løjede vinden af, og vejrudsigten for i morgen er god, så vi håber at kunne arbejde udenfor igen.

Hvad vi har lavet i dag:

1. Arbejde med at finde fejlen på den store elevator.
2. Rettede paneler og kabler op i borehallen.
3. Pakkede CFA udstyr op og fortsatte monteringen.
4. Samlede og justerede Hans Tausen borets borehoved.
5. Reparerede vores sodavandsmaskine.
6. NEEMs lokale netværk, e-mail server, data server og printere er nu aktive.

Ad. 4: Det nye borehoved som er blevet samlet er til et 129,6 mm diameter hul. Det er større end standardborehovedet til normal boring i tørre huller (126 mm). Med dette borehoved undgår borerne at skulle udvidde hullet når man går fra ”tørboring” til ”vådboring”. Planen er nemlig at benytte Hans Tausen boret til to opgaver: At bore i det dybe hul i slutningen af sæsonen og til at bore en ny iskerne til 420 m dybde fra gulvet i vores lagergarage i de næste 4 uger.

Vejret: Overskyet. Temperaturer -12 °C til -17 °C, 5-17 m/s vind fra SV.
Sigtbarhed 400 m,  snefygning. Efter 1800 løjer vinden af og sigtbarheden forbedres.

FL, J.P.Steffensen

Det afkortede tårn i borehallen ligger vandret
Det afkortede tårn i borehallen ligger vandret

Den eneste nedgang til hallerne var vanskelig at komme ned gennem i det dårlige vejr.
Den eneste nedgang til hallerne var vanskelig at komme ned gennem i det dårlige vejr.

 
← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→