14 July 2010

Sne, fygning og lange iskerner

Et erfarent hold borede tre lange iskerner i dag
En iskerne med en længde på 3,2 m  hentet op fra en dybde af næsten 2450 m er parat til at blive målt af Maggan. Så lang en iskerne fra den varme is og fra en sådan dybde er næsten mere end man tør håbe på.

I dag vågnede lejren op til en noget mere blæsende dag end vi længe har haft. Det sneede, og som vinden tiltog fik vi også en del fygning. Temperaturerne steg til omkring smeltepunktet. Ved de mørke overflader smeltede sneen, og inde i domen begyndte det at dryppe.

Eftersom de fleste af aktiviteterne i lejren foregår indenfor, har en snestorm ikke nogen større betydning på nuværende tidspunkt. Men i næste uge vil det være en helt anden historie, hvor vi skal have afviklet et par flyvninger, og derfor skal gøre landingsbanen klar.

Gode nyheder indløb fra borehallen her til eftermiddag: Hele tre mere end tre meter lange iskerne blev boret på stribe! Årsagen til denne store fremgang skyldes dels at der blev monteret nogle specielle knive på borehovedet, de såkaldt ”step cutters”, og så, selvfølgelig, fordi vores borehold består af utroligt erfarne folk. Nyheden var meget opmuntrende, og vi banker under bordet for at det vil fortsætte på denne måde.

Boring: 7.31 m (kl. 19:00), boredybde: 2428.26 m
Opmåling: 6.52 m, opmålernes dybde: 2444.25 m
Iskernebehandling og analyse: bag 1489-1527 (21.45 m) 818.40 m
Kemisk analyse (CFA): bag 3858-3897 (22.00 m), CFA dybde 2143.35 m

Dagens opgaver:
1. Boret og opmålt iskerner.
2. Opskåret og målt is fra Holocæn.
3. CFA målinger.
4. Tømt og samlet iskernebokse i laboratoriehallen.
5. Repareret huller i teltene for at undgå snefygning indenfor.

Vejret: En blæsende dag med skyer, sne og snefygning. Vinden tiltog i løbet af dagen, og til aften lå den på 22 knob, med op til 27 i pustene. Vindretning er drejet fra SØ til SV. Temperaturerne har været høje og ligget på mellem -10°C  og -3°C .


FL’s Dorthe Dahl-Jensen og Anders Svensson


  Den Schweiziske “step cutter”, som blev tilpasset at Steff i lejren,
  kan klare at bore i varm is.

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→

 

 

Topics