15 May 2010

Lørdag i en meget fyldt lejr

Årets første iskerne 2010
Årets første iskerne. En en meter sektion på målebordet.

Alle nyankomne er ved at falde til. Mange små telte skyder op i vores teltlandsby, da
mange foretrækker roen ved at sove alene, og at opleve at sove på sneen.

For en lørdag aften var spisestuen ekstra fuld, da vi havde 4 personer fra GRIT traversen
og en person fra hundeslædeholdet som gæster. Alle havde en fin aften, og rigtig mange deltog i midnats-dansen: ”Sikken fest vi har haft nu i nat” med ”Sweethearts”.

Vejret er nu tilbage på normal temperatur, og der er ikke megen vind. Vi havde to køretøjer igang på landingsbanen det meste af dagen for at reparere ødelæggelserne fra stormen i torsdags.

Hvad vi har lavet i dag:
1. Har boret årets første iskerne.
2. Pakkede måleudstyr ud.
3. Opførte et opvarmet laboratorium til gasmålinger på isen.
4. Installerede en ventilationsskorsten til gas laboratoriet.
5. Opstillede lejr-servere, trådløst netværk og NEEMs e-mail system.
6. Præparerede hele landingsbaneområdet med trækharven. Derefter blev hele
  landingsbanen dozet og fræset med Pistenbullyen.
7. Fin lørdag aften. Christoffer, Anne, Maibritt og Peter var kokke.

Ad.1: Borerne lavede en kørsel og hentede en 1,11 m iskerne op. Kørslen blev ikke komplet, da topsektionens ankerskøjter gled på hullets indervæg. Dette er normalt, og topsektionens skøjter blev justeret. Efter kørslen skulle tårnet justeres.

Vejret: Skyfrit.  -26°C til -18°C, 3 m/s fra SSØ. Sigtbarhed: ubegrænset.

Feltleder, Jørgen Peder Steffensen

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→