15 August 2009

Sidste lørdag aften i denne sæson

Årets sidste iskerneprocessering fejres

Årets sidste iskerneprocessering blev fejret med krydret varm rødvin.

Kl. 16:00, da generatoren var lukket ned for serviceeftersyn, blev der tændt stearinlys i laboratoriehallen, hvor vi fejrede afslutningen på sæsonnens processeringsarbejde i NEEM med et glas varmt krydret rødvin. Bagefter tændte vi op i saunaen for sidste gang i år. Aftensmaden bestod af fiskegratin, snelam og super kold is nedkølet med det tiloversblevne kvælstof. Sverrir og Alli stod for snelammet, som blev tilberedt på trækul på sneen. Lammet smeltede næsten en meter ned i sneen før det var færdigt. Nedkølingen af isen var et fantastisk show med hvid iståge der krøb hen over bordet. Det udvidede Blue Grass Band med Julie i spidsen gav et længere nummer som afslutning på en dejlig middag – Wow!

Hvad vi har lavet i dag:

1. Opskåret og målt (processeret) 29,70 m iskerne. Slutprocesseringsdybden 2009: 1756,70 m (bag 3194).
2. Logget borehullet med DK loggeren.
3. Nedpakket og ryddet op i borehallen samt udfærdiget dokumentation.
4. Udfærdiget dokumentation og reservedelsliste i mekanikerenes værksted.
5. Pakket madvarer ned og udfærdiget dokumentation i køkkenteltet.
6. Pakket CFA kasser.
7. Længere serviceeftersyn af generatoren kl. 16:00.
8. Fejret den sidste lørdag aften i lejren.

Ad. 1: Den sidste is blev processeret i dag, og fra ECM og DEP data var vi i stand til at finde fixpoints mellem NEEM iskernen og den veldaterede NGRIP iskerne. De sidste iskerner der blev processeret indeholdt is fra den lange Dansgaard-Oeschger begivenhed 8, 38.500 år før år 2000 AD.

Vejret: Skiftende skydække med let sne ind imellem. Temperaturer mellem -20 og -8°C. Vind mellem  5 og 10 knob, skiftende mellem SSØ og V hele dagen.

Li foretager årets sidste iskerneprocessering
Li foretager årets sidste iskerneprocessering.

Fl, Dorthe Dahl-Jensen

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→