Vi modtager det sidste fly i opbygningsfasen
Flyet i dag havde brug fo brændstof for at komme afsted.
Vi modtog i dag det sidste fly med materialer til opbygningen af lejren. Skier 71 ankom under samme vejrbetingelser som flyet i mandags; men besætningen klarede det og vi fik en mængde nyttigt og efterspurgt gods. Efter landingen gik tingene ned ad bakke. Vi havde 4,5 ton gods til Kangerlussuaq, f.eks. tomme paller, to gamle snescootere og en pallet med affald og det blev lastet på flyet. Det var imidlertid ikke det samme fly som i mandags, og dette fly nægtede simpelthen at lette. Det lykkedes først efter at de havde dumpet alt vores gods for at gøre flyet lettere. Dette var højst irriterende. Arbejdet i lejren går fremad i højt tempo. 23 mennesker når noget mere end 11; men vi fik også hjælp: Vejret var rigtigt godt i dag.
Hvad vi har lavet i dag:
- Installation af ventilationssystem i borehallen.
- Monterede EPICA boret og gjorde klar til at hælde borevæske i hullet.
- Gjorde rent i main dome.
- Modtog Skier 71 med gods. Vore vejrobservationer er nu i orden.
- Lavede lageroptælling efter stor mad leverance i dag.
- Arbejdede med at bygge en vanddampanalysestation.
- Gjorde 4 paller med retur gods klar til afsendelse.
- Udgravede nedgangsrampe til borehallen med sneblæser.
Ad1: Således så borernes rapport ud i dag:
”EPICA boret blev samlet og monteret på den primære NEEM tryk- og
motorsektion. Boret blev sænket ned i hullet. Boret passede fint ned i det
nye borehul helt ned til bunden. Imens blev boresoftwaren opdateret og
afprøvet, og programmet vil nu blive brugt til at styre alle borene. Den
gamle NGRIP software virker stadig; men den vil blive brugt som backup. Vi
blandede 350 liter borevæske til at blive hældt i hullet, så vi kunne
begynde boring i væskefyldt hul. Imidlertid er den påkrævede mængde af
COASOL (tunge komponent) relativt til ESTISOL (lettere komponent) i
blandingen for at opnå de påkrævede 935 kg/m3 større end ventet. Det
skyldes tilsyneladende at små ændringer i fabrikationen af ESTISOL har
ændret både viskositeten og massefylden. Vi har nu et eksperiment i gang
hen over natten for at bestemme det præcise blandingsforhold, før vi går
i gang.”
Vejret: Skyet med snebyger, senere klart, -21 °C til -11 °C, 1-7 m/s
hovedsagelig SSV, senere fra SSØ.
Sigtbarhed: Fra 3 km til ubegrænset.
Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |