Nu håber vi på fly imorgen
Når luften fyldes med iskrystaller opstår halo-fænomener omkring solen.
Efter en sen begyndelse på arbejdet denne søndag morgen, gik folk i gang med deres sysler. Borerne har haft en god dag, og de er tilfredse med resultatet. Vi håber nu, at vejret viser os lidt hensyn så vi kan få et fly i morgen. Vi har 15 folk i Kangerlussuaq som venter. Nogle har ventet en uge! Vi har planeret landingsbanerne hele dagen, og vi har koordineret gods og køreplan med vores FOM (Feltoperationskordinator), Lars, CPS (står for driften af Summit og andre lejre på isen på vegne af Det Amerikanske Forskningsråd) og 109th (Herkules, LC-130 eskadrillen fra New York Air National Guard). Sarah, vores kok, fortalte i dag, at vi ikke har flere ferskvarer. Vi har derfor også en anden grund til at ønske at flyet klarer det i morgen: Mælk, æbler og friske tomater.
Hvad vi har lavet i dag:
- Borede med HT boret. Dybde: 111 m.
- Reparerede en Flexmobil.
- Fik struktur og orden på de elektriske installationer i borehallen.
- Byggede iskerneudræksbord og kernedokumentationsstation.
- Arbejdede med madbestillinger til om 14 dage og mad lageroptælling.
- Planerede landingsbaner.
Ad.1: Således ser borernes rapport ud i dag:
”Det fortsatte med at være relativt let at bore med HT boret i tørt hul i
dag. Med et sæt skær til 134mm diameter hul kan HT boret producere 1 til
1,1 meter iskerne uden at spånkammeret overfyldes. Det kræver dog nogen
tålmodighed at bore stabilt, idet kablet skal fødes langsomt så trykket på
skærene ikke bliver så stort, at der bliver lavet flere spåner end boret
kan nå at rense bort. Prøver vi at bore længere kerner, så bliver det
vanskeligt at få iskernen ud, det belaster motoren med høje strømme og
ujævn gang og så bliver det vanskeligt at tømme spånkammeret. HT boret har
atter en gang vist sin store effektivitet og anvendelighed i mange former
for boring. Vi fortsætter med HT boret endnu 10 m og så begynder vi at
skifte til en version af det lange bor. Vi er nu under dybden fra sidste
år og er således helt færdige med at rense hullet op.
Borernes dybde er 102,35 m (ca. 111 m under 2008 overfladen).”
Ad.2: En sprængt slange til kabinevarmen er udskiftet.
Ad.6: Efter at have brugt en time på at grave Pistenbullyen fri af sne, gik vi i gang med at planere landingsbaner. Den ny bane er blevet behandlet næsten hele sin bredde, mens den gamle er behandlet i 2/3 af bredden langs centerlinjen. Vedvarende snefygning, dårlig sigt og kontrast gjorde arbejdet vanskeligt. Vi er dog overbevist om, at banerne er jævnere end før.
Vejret: Diset om morgenen, senere drivende lave skyer/tåge, -18 °C til -11
°C, 8-10 m/s hovedsagelig fra SSV.
Sigtbarhed: 300m til 2 km. Snefygning
hele dagen.
Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |