Hallerne under sneen er åbne, vi rydder op i lejren og begynder byggearbejdet
Et blik fra toppen af hovedbygningen. To røde kuppeltelte og generatorhuset.
Efter at have tilbragt en kold nat, mødtes alle til morgen mad kl 7.30. Alle gik igang med arbejdet.
Bruno og Hans Peter arbejdede med forbedring af elinstallationerne i hovedbygningen. Nogle gange foretog Bruno akrobatiske øvelser som næsten kunne være Tarzan værdig. Sverrir og Hans Christian gjorde god brug af vores Pistenbully. De gravede gods op og trak det til lejren og de skubbede sne bort med maskinens kæmpestore blad. Jakob arbejdede i hovedbygningens kælder på fundamentet. Sarah lavede rigtig god mad midt i det overflydte og rodede køkken. Steffen og Trevor foretog undergrundsarbejde i borehallen. Henrik arbejdede på vand og varmesystemet og fik gang i lejrens drikkevandsforsyning. Oli var igang med mange tømreropgaver, bl.a montage af Iridium-antennen, og han gik til hånde ved bygningen af drikkevandsforsyningen.
Ved middagstid passerede temperaturen i køkkenet frysepunktet og ved aftenmadstid var temperaturen i køkkenet +8°C og på 1.sal var der 16 graders varme. Livskvaliteten er væsentligt forbedret.
Hvad vi har lavet idag:
- Åbnede nedgangen til bore og analyse hallerne. Fik aktiveret elevatoren ned i analysehallen.
- Arbejde med at oprette internet forbindelse via et Iridiumbaseret system.
- Fjernede presset på center-søjlen i hovedbygningen. Søjlen blev sænket 5 cm ved fundamentet.
- Arbejde på kokkens snesmelter. Vi havde drikkevand fra vandhane om aftenen.
- Udgravede alle paller med brændstof som blev efterladt sidste år af sidste fly. Palletterne er nu i lejren.
- Planerede overfladen hvor de første tre weatherport-telte skal rejses.
- I borehallen: Borekabinen er trukket ud af sin reces i væggen og sneåbningen er blevet tilpasset. Den lineære motor er monteret på boretårnet og testet.
- Hovedbygningens el-installationer er blevet revideret og alle stik er nu HFI-beskyttet.
- I borehallen: Ankommet boreudstyr er blevet anbragt i borehallen og udpakningen er igang.
Ad.1: Borehallen og analysehallen var i god stand; men væggen i borehallen over tunellen til analysehallen og over borekabinens reces er sunket lidt sammen. Dette har medført at taget ovenover har sat sig lidt. Temperaturen i snehulerne er -30°C.
Ad.2: Efter Inmarsat besluttede at flytte deres satellit i marts måned, kunne vi ikke regne med vores sædvanlige internet forbindelse. Vi har købt et Iridiumbaseret internetsystem.
Ad.3: Centersøjlen i hovedbygningen synker ikke med samme fart som resten af fundamentet. Da vi ankom, observerede vi, at centersøjlen var løftet op og var under pres. Jakob gik ned i kælderen under hovedbygningen og med donkrafte løftede han centersøjlen op, så han kunne fjerne en del af søljens fodplade. Da han fjernede donkraftene, satte centersøjlen sig 5 cm og alt er igen i balance.
Ad.4:Vi har besluttet at beholde drikkevandssmelteren fra sidste år, og holde den ny som reserve.
Vejret: Tyndt skydække til blå himmelr, -24°C til -21°C, 4-7 m/s fra ØSØ. Sigtbarhed 1 km til uendeligt. Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |