27 April 2009

Afgang og ankomst til NEEM-lejren

Årets første hold på vej mod NEEM-lejren

De elleve første deltagere før afgang fra Kangerlussuaq til NEEM-lejren. Fra venstre Henrik Bundgaard, Jakob Schwander, Trevor Popp, Hans Christian Florian, Steffen Bo Hansen, Sarah Harvey, Jørgen Peder Steffensen, Sverrir Hilmarsson, Bruno Stocker, Hans Peter Moret og Olafur Kristinnsson.

Efter planmæssig afgang d. 28/4 kl. 09.15 fra Kangerlussuaq med det amerikanske Herkules-fly fra 109th airlift wing of the New York Air National Guard, landede de elleve første feltdeltagere i NEEM-lejren kl. 11.50 lokal tid.

Efter at have vinket farvel til det tomme fly, som lettede ved første forsøg ved hjælp af raketter, kunne feltleder J. P. Steffensen med stor tilfredshed ringe til kontoret i Kangerlussuaq og meddele holdets ankomst til lejren.

Lejren lå delvis begravet i sne efter en hel del snefygning i vinterens løb. Store snedriver havde lagt sig op om garagerne og den store kupelbygning, og hvor der sidste år var 2 m op til indgangen, ligger den nu i niveau med sneoverfladen. Den første opgave for deltagerne var derfor at grave store mængder af sne bort for at skaffe sig adgang til bygningerne. Ledningerne til strøm og vandforsyning blev i sidste sæson efterladt 2 m over sneen, men i år fundet 1,5 m under.

Efter mange timers snerydning var det muligt at konstatere at alle bygninger var ok og at alt i både science- og borehallen ser fint ud. Hovedgeneratoren kører og PistenBullen og de nye snescootere blev startet med succes. Kl. 20.00 fik kontoret i Kangerlussuaq meddelelse om at alle nu sad glade og afslappet inde i domen, samlet omkring et dejligt varmt måltid i minus tolv grader!

Næste melding fra lejren er aftalt til i morgen, onsdag, kl. 13.00.

Vejret i NEEM ved ankomsten: -20°C og vind mellem 20 og 25 knob.

← Forrige dagbogsblad   Næste dagbogsblad→