Paneler, paneler og atter paneler
Et spil dart efter arbejdstid med kuplen som kulisse.
Efter et par relativt lette rækker af paneler, skulle holdet i dag igang med de mere vanskelige af slagsen. Nu monterer de paneler på kuplens brede og mere lodrette sider. Holdet er imidlertid blevet mere rutineret så monteringen faktisk går hurtigere. Nu håber vi, at vejret holder. Ved middagstid kom der et jubelskrig, da udgravningen af borehallen blev erklæret for færdig. Umiddelbart derefter gik vi igang med udgravningen af laboratoriehallen.
Hvad vi har lavet idag:
- Udgravningen af borehallen er færdig. Hallen er nu klar til at få installationer.
- Vi har monteret 31 yderpaneler på kuplen.
- Vi er begyndt på udgravningen af laboratoriehallen.
Ad.1: Udgravningen af borehallen er nu færdig. Gulvet ligger jævnt på 6,1 m dybde under loftet. Timetælleren på den nye sneblæser viser 95 timer. Hvis tiden tillader det, vil vi montere den ramme som boretårnet og hejseværket skal stå på. Lige nu prioriterer vi hovedbygningen.
Ad.2: Igen i dag var ni folk hele dagen beskæftiget med at montere yderpaneler.Vi har nu monteret 54 paneler af ca. 130 ialt.
Ad.3: Vi er begyndt på udgravningen af laboratoriehallen og forbindelsesgangen. Forbindelsesgangen vil blive udgravet i 3 m bredde indtil 3 m dybde. Derefter vil vi grave ned til 6 m dybde med en bredde på 1,8 m. Udgravningen af forbindelsesgangen vil stoppe 2 m før borehallen. Når udgravningen af forbindelsesgangen er færdig vil der blive lagt tag i 3 m dybde og taget vil blive dækket med sne.Senere vil vi udgrave en tunnel ind i borehallen i dybden 3 m til 6 m. På denne måde undgår vi at svække den bærende væg under borehallens tag.
Kommentar: Vi er omkring 10 dage bagud i forhold til tidsplanen. Vi vil koncentrere os om at få så mange bygninger og snehuler bygget som muligt, så det næste hold stort set kan udføre deres arbejde indendørs, uafhængigt af vejrbetingelser. Vi håber, at dette vil medføre at yderligere forsinkelser i resten af sæsonen kan undgås.
Vejret: Overskyet, -12 C, 5 m/s fra S. 500 m sigt, sne det meste af dagen.
Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |