Vi modtager et fly
Færdig med at grave. Nu kan besætningen flyve hjem.
Endelig klarede vejret op. Vi havde snebyger om morgenen, men endelig ved 10-tiden kunne vi kalde et fly ind. Det landede kl 14, lige da vejret igen var ved at slå om og vi fik snevejr. Tre nye NEEMere ankom: Bruce, Blair og Bill. Der kom også et tysk TV hold på fire på besøg. Imens flyet var på sneen blev vejret dårligere og det begyndte at sne. Da flyet skulle til at starte, sad det fast i sneen. Vi måtte hjælpe besætningen med at grave det fri og kl 16 kunne det lette. Med på flyet til Kangerlussuaq var Liz Morris og Martin Hicknell fra Scott Polar og deres gods. De har tilbragt en hel uge i NEEM lejren. Der skete en meget glædelig ting for os: Flybesætningen certificerede vores landingsbane til større godsmængder. Så fejrede vi lørdag aften med 16 mennesker i lejren.
Hvad vi har lavet idag:
- Modtog Skier 73 og gravede Skier 73 fri.
- Harvede landingsbanen.
- Sendte Liz Morris og Martin Hicknell afsted.
- Lavede brusekabine i garagen.
- Gravede ud til borehallen. Vi er nu 1.5 m nede.
- Pakkede værktøj ud i garagen.
Vejret: Om morgenen let overskyet. -14 C. 3 m/s vind fra S til vindstille. Snebyger. Om aftenen: Overskyet, -9 C, 3 m/s fra SV og 3 km sigtbarhed.
Feltleder, Jørgen Peder Steffensen
← Forrige dagbogsblad | Næste dagbogsblad→ |